Bloggen

Sommerferien 2018

Varm, meget varm. Den solrigeste juli i Danmark i mange år og det betyder varmt, når man som vi bor på en sydvendt bakketop.

Læst en masse, strikket en del, passet hund 2 uger og konstateret, at ja, vi skal have hund igen på et tidspunkt, når det er forsvarligt, dvs. at der ikke er fast behov for at hunden skal være alene hjemme lang tid.

Ferien er ikke slut endnu, næste uge er i Skals, på håndarbejdshøjskole. Jeg glæder mig.

Gammel dansk

Retteligen norsk, faktisk, men den gang var Norge og Danmark ét rige.

Læseklubben har læst breve, dvs. de første 81 af Holbergs Epistler. Epistlerne kommer vidt omkring, en del er teologisk orienterede, men der er også både om bier, omgang med bønder, en oplysningstidens børne-katekismus, som er så let at selv bønderbørn kan begribe den på en dag osv.

Vi havde glæde af adskillige fyndord og fornemme sætninger, som har overlevet tidens tand. Nænsomt moderniseret, og bestemt ikke stærkt moderniseret, i en dejlig udgave af Holbergs samlede værker. Selv om ikke alt var snapse er konklusionen at Læseklubben, og jeg, er fan af den gamle!

Kan anbefales, gerne i papirudgave, hvor det er muligt at springe særligt nørdede teologiske epistler over, og glædes over den fornuftsbaserede tilgang.

 

Jeg forbliver eders etc.

FO En designer-sag

Længe siden, og der er da et par FOer siden sidste opdatering.
Denne er en ny yndling – en sommerlig bluse af en dansk tekstilkunsthåndværker, Iben Høj

Iben har designet for KitCouture, som er ret ny på designfronten, med en blanding af kendte og nye designere. Mange spændende ting og en meget moderne formidling, ikke mindst. Lækkert med den vinkel, en ny tilgang til at sælge håndarbejde.

Fakta:

Lyø bluse str. small i natur/rosa

Materiale: 160 g Alpaca (Indiecita fra Filcolana) og 40 g mohair/silke (Tilia, også Filcolana)

Pinde: 4,5 mm (Knitpro 80 cm)

Ændringer: Ingen tilsigtede, men jeg missede 2 masker i bredden i starten, så hele værket er blevet 2 masker mindre i højden. Blusen strikkes på tværs. Da jeg ikke er højere end jeg er, så er det kun en fordel.

Hot / not: Smuk og anderledes bluse. Vil være let at give lidt større halsudskæring, for- og bagstykke er ens. I praksis glider skuldersømmen lidt frem, så der bliver en større udskæring foran end bagpå. Let og luftig, så fin som forårsbluse, alpacaen gør at jeg nok vil tænke to gange i 25 graders varme, men modellen er løst siddende og let, så den holder til lunt vejr.

Læseklubben, opdatering

Well – jeg har været lukket ude fra bloggen i et stykke tid, fordi der har været et angreb. Utroligt.

I mellemtiden har læseklubben været samlet to gange.

Først til læsning af Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, som vi alle var begejstrede for, interessant, utroligt ud over hvad man ville have fundet troværdigt i en fiktion og med mange detaljer. Til den seance havde jeg medbragt Vandkunstens smukke optryk af Niebuhrs egen beretning, som var interessant i sammenligning.

Derefter har vi læst finsk – Luftspejling 38. Kjell Westö har fået en pris for romanen, som er velskrevet, sammenhængende komponeret og absolut interessant. Måske lidt tung at komme i gang med, for os, der ikke har Finlands interne opgør mellem røde og hvide present, hvilket også gør at vi tænker at være gået glip af nogle af de lokale referencer og kontekst. På sin vis er bogen også forstemmende – at det kan gå så galt (igen) på trods af den viden som alle havde, men ikke anerkender.

Udmærket bog, som også er omtalt på Litteratursiden

2017/2018

Det var 2017, som var et specielt, og blogfattigt år.

Specielt, fordi der var alvorligt sygdom i familien, som betød, at der var et andet fokus i 2017. Der er gået meget tid med besøg mm, og familien er blevet prioriteret.

Her på bloggen ser det nærmest ud som, at der kun er blevet læst. Instagram-følgerne vil dog vide, at der også er blevet strikket, syet og broderet.

dav

I omfang er det et patchworksengetæppe til niecen, en konfirmationsgave, der er absolut største projekt i 2017. Det blev til et tæppe til en dobbeltseng, med et grafisk mønster i ensfarvede bomuldsstof, fra hvid til sort. Syet på maskine, quiltet i hånden. Jeg har efterhånden en ret stor stak af patchworkstof, inkl. aflagte bomuldsskjorter og til nu er der gået mere ind i stakken end der er gået ud, klassisk problem, da jeg har købt rigeligt for ikke at løbe tør. På den ene side synes jeg tæpperne er sjove at lave, på den anden side kræver de lidt mentalt tilløb, fordi projekterne er så fysisk store, og særligt at skære stofferne kan jeg godt synes er lidt fysisk anstrengende.I strikkeafdelingen er det blevet til et par ting til mig selv: Birch, Gisela, Swallow. Den første og sidste har været i god brug, og bliver klassikere i garderoben. Gisela har jeg gået og kigget lidt på, om den er for smal. Det er et ret specielt garn fra Habu, og jeg har en del til overs. Den jammerlige sommer sidste år gjorde det ikke lettere at få Gisela i brug, da den mildt sagt ikke er en varm trøje, men mere et bidrag til en siluet.

Det er også blevet til en enkelt sag til Kæresten, ud over et par strømper. En ulden t-shirt / undertrøje, i et vaffelmønster, der gør den ret lun. Og fordi garnet er superwash blev den lidt længere i vask, så nu er den helt sikker lang nok til at dække en sart lænd. Pind 2,5 mm, synes jeg selv er lidt sejt.

Der er også blevet strikket et par strømper eller fire, samt et par andre ting, blandt andet som gaver.

Materialemæssigt har året været præget af, at der selvfølgelig er blevet brugt en del uld, men at der også er kommet mere af både hør, silke, kidmohair og sjove garner fra Habu ind på matriklen. De er ikke alle sammen kommet på pindene endnu, men jeg glæder mig til at lege med dem alle sammen. Uld er fantastisk, og vil altid være basis, men det er fedt med eksperimenter med andre materialer.

Årets store hobbymæssige begivenhed er anskaffelsen af en skaftevæv, 8 skafter, 6 tramper. Jeg spekulerer allerede på, om ikke jeg kan sætte 2 tramper mere på. Det er som at lære et nyt sprog, med diagrammer, fagudtryk og en masse teknik, og jeg er absolut novice endnu. Derfor har jeg booket mig ind på et kursus på Skals til sommer, og glæder mig til at blive dygtigere på væven. Inden den store skaftevæv har jeg haft øvet mig på en mindre rammevæv, hvor det er blevet til et par tørklæder.

Foreløbig er det blevet til 4 viskestykker, i svingende kvalitet, og en øm ryg plus en trend, der nok bliver kasseret, fordi der er gået kludder i sagen.

 

Stærk fortælling fra USAs sydstater

Sidste læseklub i 2017 var i starten af december og vi havde fundet en relativt ny roman, Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Fremragende roman, som lige skulle i gang, men derefter var en meget visuel, fabulerende og, viste det sig, noget underdrevet fortælling om den forfærdelige behandling af sorte i USA før den amerikanske borgerkrig.

Formodentligt er hovedpersonen inspireret af Harriet Tubmann, som tilsyneladende var en særdeles bemærkelsesværdig person, og hvis historie overgår fiktionen.

Vi var glade for romanen, både historien og sprogligt, og regner med at den bliver filmatiseret på et tidspunkt. Personligt vil jeg nok ikke se den, da der er nogle ganske barske scener, som nok desværre ikke er overdrevne.

Varm anbefaling, dog ikke hyggelæsning, og en stærk opvågning i forhold til Onkel Toms hytte og andre, let idylliserende skildringer af slavetiden.

Tysk klassiker – Thomas Mann

Tidlige fortællinger er en ganske omfattende samling af korte og længere stykker, fra 2-3 sider til længere fortællinger / lange noveller. Juvelen i denne samling er ‘Døden i Venedig’, som vi alle havde sikret os at få læst.

Teksterne er i den højlærde genre, oldtidskundskabspensum bliver genopfrisket, og der stilles krav til læseren. Tages efter min mening bedst i mindre doser, og er med den bemærkning absolut gode. Jeg var især imponeret af Døden i Venedig, som jeg finder velkomponeret, gennemskuer og alligevel solidarisk med hovedpersonen, så fortællingen på elegant måde og i et flot sprog både fortæller en historie om en umulig situation, giver plads til egne billeder, og maler et flot billede af badehotellet fra en svunden tid i Venedig.

Vi talte i læseklubben om, at det kunne være fascinerende at komme til Venedig udenfor sæsonen, hvis det tidspunkt findes, måske januar/februar, udenfor fejringen af fasten.

Labyrintisk læsning

I starten af august havde vi igen sat hinanden stævne i læseklubben. Bogen var denne gang en lidt anderledes roman. For det første bulgarsk, for det andet en labyrintisk fortælling, med referencer til Minotaurus og de gode gamle græske myter.

Vi læste Georgi Gospodinov, Melankoliens fysik. Velskrevet, ikke helt let læst, jf. det labyrintiske. Trådene i handlingen, personer og referencer til østblokken snor sig mellem hinanden, og kræver opmærksomhed af læseren. Begavet og løssluppen, sørgmunter, af og til morsom, men jeg synes personligt, at jeg havde svært ved at afkode forfatterens budskab.

Bestemt ikke en ligegyldig feel good bog, så en anbefaling herfra til eventyrlystne læsere.

En sokkemund, eller sokker på en anden måde

Ofte strikker jeg sokker oppefra og ned, helt almindeligt. Det gælder både de almindelige, med glat eller ribstrikket skaft, eller hvis der skal mønster til. Den facon passer fint til min fod. Til Kærestens fod sker det, at strømpen kommer til at sidde og bukle over vristen, hvor denne, anden metode faktisk fungerer udmærket og giver en lidt anden pasform. ‘Opfinderen’, Cat Bordhi, hævder, at denne metode vil give god pasform til alle, og den er samtidig lidt sjov.

Man starter med at strikke foden, og lave de individuelle udtagninger, afpasset efter højden af vristen på modtageren. Der, hvor der efterfølgende skal åbnes til anklen indsættes to ‘livliner’, som helt praktisk bruges til opsamling af masker efterfølgende. Der skal være en omgang mellem livlinerne, så de kan adskilles. Her har jeg trukket den midterste maske i omgangen mellem livliner op, og er klar til at klippe i den, så jeg kan åbne til anklen.

Her har jeg klippet, og pillet op. Der pilles op på tværs af hele oversiden, undtaget to masker i hver side, der ikke skal pilles op. Livlinen sidder stadig i. Rundpinden er fundet frem, og jeg er klar til at samle masker op. Det er Addi Turbo Lace, som er ret spidse, derfor bruger jeg bare den pind, jeg skal strikke videre med. Hvis jeg havde brugt pinde, som var mere runde i enderne ville jeg nok tage en pind et nr. mindre, for at gøre det lettere at samle maskerne op.

Det ligner ærligt talt et stor flab – en sokkemund.

Et voila, så er der samlet masker op, og jeg er klar til at strikke skaftet rundt. Nedefra, så jeg kan i dette tilfælde bare strikke til jeg ikke har mere garn. Livlinen sidder stadig i, ikke fordi den har praktisk betydning. Man kan svagt ane, at der i hver side er en (lang) løs tråd, fra oppilningen. Den må ikke klippes af, for så kan (vil) der komme huller. Jeg plejer at hæfte dem, mest af hensyn til brugeren, som ikke er begejstret for 10 cm lange tråde løst i strømpen.

Der er ikke lukket af i enden, ses med gult. Det er af hensyn til at kunne lave en korrektion af størrelsen for den sidste del af foden samt at det fysisk ikke ville være muligt. Der lukkes af i enden når skaftet er strikket og sokken kan prøves på. Hele forfoden kan prøves løbende, og skal prøves første gang, for at finde ud af, hvor der skal tages ud til vrist og hvor markeringen til ankel skal placeres.

Lidt fakta om modellen:

Garnet er Hjertegarns sokkegarn (alm. 4-trådet), som jeg synes er glimrende. Jeg bruger normalt 100 g til et par herrestrømper.

Pindene er 2,25 mm, 80 cm Addi Turbo Lace. Spidse og effektive.