Noget længere og tilsyneladende om fugle

En helt unik titel, som vi fik lyst til at se nærmere på i læseklubben. ’Svaner bliver ikke skilt’, som er bogen inden den belønnede Ar, begge af Audur Ava Olafsdottir (beklager manglende brug af islandske tegn). 

Det er en udmærket og underholdende roman, som fortæller en let grotesk historie fra et ikke nærmere betegnet sted på den nordlige halvkugle. Island er det naturlige bud, bortset fra at der refereres til en breddegrad nord for Island. Dette siger måske mere om læseklubbens nørd-niveau end om romanen, i alt fald måtte vi have atlasset frem, for at vurdere geografien. Hvor mange småbyer med forskere i kaosteori (Floke) der findes på de kanter er et godt spørgsmål. Ikke alt skal tages helt bogstaveligt, historien om hustruen og moderen, der med kort varsel mister sin mand til en anden mand er fortalt med fuldt drøn og mange detaljer. Enkelte ender finder ikke plads i fortællingen, som man som læser bagefter kan sidde og fundere lidt over. 

En klar anbefaling af en iderig forfatter, der gerne vil fortælle en historie. Hun har fået denne læser til at finde næste bog frem, Ar, som har noget af den samme tone. Herunder, at der maks. 30 minutter inde i lytningen er bragt to broderede puder ind i teksten. Broderede puder har nemlig også en vis birolle i den første bog, hvilket jo kan glæde en fritidsbrodøse.

Ø

Rekordkort romantitel, som dækker over en relativt kort debut, af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Vi gik efter en nordisk roman, og fik vores ønske opfyldt, med en tur til Færøerne, og en fortælling om migranterne, der bar øerne med sig i livet i det sydlige, dvs. Danmark.
Stor anbefaling fra læseklubben. Vi antager, at romanen er baseret på egen historie, og forfatteren formår at gøre det til en generelt gyldig fortælling, med præcist og alligevel levende og illustrativt sprog. Det personlige giver præg, men er ikke tættere på end at det giver dybde og perspektiv i romanen, og gør den nærværende, med små nedslag.

Den forunderlige samlerverden

Læseklubben har været i Florida, med orkidesamlere på jagt i sumpe efter spøgelsesorkideer (ja, den findes). The Orchid Thief var ok, uden at være rigtig interessant og litterært ikke overbevisende. Forfatteren, Susan Orleans, er journalist, hvilket afspejles i den ret faktamættede tekst, som absolut er fyldt med sjove og pudsige fakta, inkl. det historiske tilbageblik. Hun kan skrive en fortælling med fremdrift, men vi blev aldrig rigtig fangede.

Og en ældre sag

Inden isbjørnen læste vi ‘Kejser Hadrians erindringer’ af Marguerite Yourcenar. Denne var der interessant nok delte meninger om, jeg er meget begejstret, en var ok/middel for bogen og den sidste af hos havde svært ved at forholde sig til historien. For midt vedkommende var det dels en læsning, der bragte minder om Hadrians Mur i Skotland og den sorte port i Trier frem, dels en del af den historie, som jeg med mellemrum læser. Romanen fik mig derfor til at læse SPQR af Mary Beard, som er en meget tyk historiebog. Det er et sidespor, og romanen er en fiktiv selvbiografi, skrevet af en af de (tilsyneladende) mere vellykkede kejsere, historisk og menneskeligt. Med en imponerende litteraturliste, på adskillige sprog. Jeg havde stor fornøjelse af eftertænksomheden, filosofien / overvejelserne og verdensanskuelserne og et forsøg på indblik i, hvordan datidens mægtigste mand kunne have tænkt, handlet og vurderet sine omgivelser.

En snurrig historie

Senest har vi læst En isbjørns erindringer af Yoko Tawada. Vi blev tiltrukket af introduktionen og læseklubben læser gerne andet end hovedstrømmen af engelske/amerikanske forfattere.

Vores fælles vurdering er, at det var en morsom, relativt let læst bog, med en del humor og snurrige indfald. Vi havde tilsammen læst den på tre forskellige medier, fysisk bog, lydbog og e-bog. Da fortællerstemmen skifter flere gange undervejs havde i alt fald lydbogslæseren et par situationer undervejs, hvor det ville have været rart at kunne blade lidt frem eller tilbage. Men det gik.

Historien er baseret på tre generationer af isbjørne, den sidste i rækken er Knut, som har en del sprogligt morsomme observationer. Historien placerer sig smukt i mellemkategorien, hvor alle havde læst og var tilfredse, uden at vi var helt oppe og ringe over fortællingen.

Gammel dansk

Retteligen norsk, faktisk, men den gang var Norge og Danmark ét rige.

Læseklubben har læst breve, dvs. de første 81 af Holbergs Epistler. Epistlerne kommer vidt omkring, en del er teologisk orienterede, men der er også både om bier, omgang med bønder, en oplysningstidens børne-katekismus, som er så let at selv bønderbørn kan begribe den på en dag osv.

Vi havde glæde af adskillige fyndord og fornemme sætninger, som har overlevet tidens tand. Nænsomt moderniseret, og bestemt ikke stærkt moderniseret, i en dejlig udgave af Holbergs samlede værker. Selv om ikke alt var snapse er konklusionen at Læseklubben, og jeg, er fan af den gamle!

Kan anbefales, gerne i papirudgave, hvor det er muligt at springe særligt nørdede teologiske epistler over, og glædes over den fornuftsbaserede tilgang.

 

Jeg forbliver eders etc.

Læseklubben, opdatering

Well – jeg har været lukket ude fra bloggen i et stykke tid, fordi der har været et angreb. Utroligt.

I mellemtiden har læseklubben været samlet to gange.

Først til læsning af Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, som vi alle var begejstrede for, interessant, utroligt ud over hvad man ville have fundet troværdigt i en fiktion og med mange detaljer. Til den seance havde jeg medbragt Vandkunstens smukke optryk af Niebuhrs egen beretning, som var interessant i sammenligning.

Derefter har vi læst finsk – Luftspejling 38. Kjell Westö har fået en pris for romanen, som er velskrevet, sammenhængende komponeret og absolut interessant. Måske lidt tung at komme i gang med, for os, der ikke har Finlands interne opgør mellem røde og hvide present, hvilket også gør at vi tænker at være gået glip af nogle af de lokale referencer og kontekst. På sin vis er bogen også forstemmende – at det kan gå så galt (igen) på trods af den viden som alle havde, men ikke anerkender.

Udmærket bog, som også er omtalt på Litteratursiden

Stærk fortælling fra USAs sydstater

Sidste læseklub i 2017 var i starten af december og vi havde fundet en relativt ny roman, Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Fremragende roman, som lige skulle i gang, men derefter var en meget visuel, fabulerende og, viste det sig, noget underdrevet fortælling om den forfærdelige behandling af sorte i USA før den amerikanske borgerkrig.

Formodentligt er hovedpersonen inspireret af Harriet Tubmann, som tilsyneladende var en særdeles bemærkelsesværdig person, og hvis historie overgår fiktionen.

Vi var glade for romanen, både historien og sprogligt, og regner med at den bliver filmatiseret på et tidspunkt. Personligt vil jeg nok ikke se den, da der er nogle ganske barske scener, som nok desværre ikke er overdrevne.

Varm anbefaling, dog ikke hyggelæsning, og en stærk opvågning i forhold til Onkel Toms hytte og andre, let idylliserende skildringer af slavetiden.

Tysk klassiker – Thomas Mann

Tidlige fortællinger er en ganske omfattende samling af korte og længere stykker, fra 2-3 sider til længere fortællinger / lange noveller. Juvelen i denne samling er ‘Døden i Venedig’, som vi alle havde sikret os at få læst.

Teksterne er i den højlærde genre, oldtidskundskabspensum bliver genopfrisket, og der stilles krav til læseren. Tages efter min mening bedst i mindre doser, og er med den bemærkning absolut gode. Jeg var især imponeret af Døden i Venedig, som jeg finder velkomponeret, gennemskuer og alligevel solidarisk med hovedpersonen, så fortællingen på elegant måde og i et flot sprog både fortæller en historie om en umulig situation, giver plads til egne billeder, og maler et flot billede af badehotellet fra en svunden tid i Venedig.

Vi talte i læseklubben om, at det kunne være fascinerende at komme til Venedig udenfor sæsonen, hvis det tidspunkt findes, måske januar/februar, udenfor fejringen af fasten.

Læseklubben – Annie Proulx

Denne gang har vi igen læst noveller, som er taknemligt emne til en læseklub, hvor vi af og til har travlt. Vi har læst Annie Proulx, Brokeback Mountain-samlingen. Mest pga titelnovellen, som medlæserne berømmede filmatiseringen af i høje vendinger, og som derfor kom med hjem, venligt udlånt af læsefællen, som har en særdeles velassorteret reol med film.

Denne gang havde vi gang i alle medier, film, papirbog, e-bog og lydbog. Novellesamlingen indeholder en række noveller, alle fra Wyoming, som forfatteren skildrer med indlevelse og en vis solidaritet, også med de af og til stivnakkede ranchere. Det er til dels en verden af i går, udkants-USA, som imidlertid ikke bare giver op. Engang var det nybyggeri og hårde naturvilkår, der gav kamp. Naturen er ikke blevet mere gunstig, og nu er det lave kødpriser, vegetarer og en uforstående omverden, rancheren er oppe i mod. Proulx kender og holder af kulturen, men viser også de svage sider.

Proulx er virkelig god til skildringer og dialog, hvor fx filmatiseringen af Brokeback Mountain ligger meget tæt op ad novellen.  Livet i Wyoming forekommer lidt barskt, man lever hårdt og vildt, med whisky og risiko for ulykker som en faktor. Nogle ulykker selvpåførte, da afstande kombineret med adfærd tilsyneladende fører til en del sprit- mm kørsel. Novellerne foregår i et tidsspænd der dækker fra ca. 1900 til nu, så der er både historier, der begynder i nybyggertiden / depressionen og historier fra nutiden. Nogle ydre faktorer ændrer sig, men menneskene ændrer sig (forbavsende) lidt.

Novellerne kan absolut anbefales, som et kig ind i Midtvesten / de nordlige ranchere. Hvor, det ikke er unormalt at kvinder kan ride og håndtere kvæg, men kønsroller stadig er ganske traditionelle.