Noget længere og tilsyneladende om fugle

En helt unik titel, som vi fik lyst til at se nærmere på i læseklubben. ’Svaner bliver ikke skilt’, som er bogen inden den belønnede Ar, begge af Audur Ava Olafsdottir (beklager manglende brug af islandske tegn). 

Det er en udmærket og underholdende roman, som fortæller en let grotesk historie fra et ikke nærmere betegnet sted på den nordlige halvkugle. Island er det naturlige bud, bortset fra at der refereres til en breddegrad nord for Island. Dette siger måske mere om læseklubbens nørd-niveau end om romanen, i alt fald måtte vi have atlasset frem, for at vurdere geografien. Hvor mange småbyer med forskere i kaosteori (Floke) der findes på de kanter er et godt spørgsmål. Ikke alt skal tages helt bogstaveligt, historien om hustruen og moderen, der med kort varsel mister sin mand til en anden mand er fortalt med fuldt drøn og mange detaljer. Enkelte ender finder ikke plads i fortællingen, som man som læser bagefter kan sidde og fundere lidt over. 

En klar anbefaling af en iderig forfatter, der gerne vil fortælle en historie. Hun har fået denne læser til at finde næste bog frem, Ar, som har noget af den samme tone. Herunder, at der maks. 30 minutter inde i lytningen er bragt to broderede puder ind i teksten. Broderede puder har nemlig også en vis birolle i den første bog, hvilket jo kan glæde en fritidsbrodøse.

Ø

Rekordkort romantitel, som dækker over en relativt kort debut, af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Vi gik efter en nordisk roman, og fik vores ønske opfyldt, med en tur til Færøerne, og en fortælling om migranterne, der bar øerne med sig i livet i det sydlige, dvs. Danmark.
Stor anbefaling fra læseklubben. Vi antager, at romanen er baseret på egen historie, og forfatteren formår at gøre det til en generelt gyldig fortælling, med præcist og alligevel levende og illustrativt sprog. Det personlige giver præg, men er ikke tættere på end at det giver dybde og perspektiv i romanen, og gør den nærværende, med små nedslag.

Læseklubben, opdatering

Well – jeg har været lukket ude fra bloggen i et stykke tid, fordi der har været et angreb. Utroligt.

I mellemtiden har læseklubben været samlet to gange.

Først til læsning af Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, som vi alle var begejstrede for, interessant, utroligt ud over hvad man ville have fundet troværdigt i en fiktion og med mange detaljer. Til den seance havde jeg medbragt Vandkunstens smukke optryk af Niebuhrs egen beretning, som var interessant i sammenligning.

Derefter har vi læst finsk – Luftspejling 38. Kjell Westö har fået en pris for romanen, som er velskrevet, sammenhængende komponeret og absolut interessant. Måske lidt tung at komme i gang med, for os, der ikke har Finlands interne opgør mellem røde og hvide present, hvilket også gør at vi tænker at være gået glip af nogle af de lokale referencer og kontekst. På sin vis er bogen også forstemmende – at det kan gå så galt (igen) på trods af den viden som alle havde, men ikke anerkender.

Udmærket bog, som også er omtalt på Litteratursiden

Stærk fortælling fra USAs sydstater

Sidste læseklub i 2017 var i starten af december og vi havde fundet en relativt ny roman, Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Fremragende roman, som lige skulle i gang, men derefter var en meget visuel, fabulerende og, viste det sig, noget underdrevet fortælling om den forfærdelige behandling af sorte i USA før den amerikanske borgerkrig.

Formodentligt er hovedpersonen inspireret af Harriet Tubmann, som tilsyneladende var en særdeles bemærkelsesværdig person, og hvis historie overgår fiktionen.

Vi var glade for romanen, både historien og sprogligt, og regner med at den bliver filmatiseret på et tidspunkt. Personligt vil jeg nok ikke se den, da der er nogle ganske barske scener, som nok desværre ikke er overdrevne.

Varm anbefaling, dog ikke hyggelæsning, og en stærk opvågning i forhold til Onkel Toms hytte og andre, let idylliserende skildringer af slavetiden.