Vi morer os her i huset med at diskutere, om slidt tøj er udtryk for bevidst reduktion af forbrug og miljøbevidsthed, dovenskab (i forhold til at købe nyt og dermed kaste sig ud i forbrugerlivet på gågaden) eller måske en anelse økonomisk bevisthed / sparsommelighed. I alt fald så var vores køb af nyt tøj i 2019 ret lavt. 2018 lå lidt højere, blandt andet på grund af min runde fødselsdag. Baggrunden var mest af alt et fyldt klædeskab og et princip om ikke at smide tøj ud, der ikke er slidt op. Ergo – hvis der ikke går noget ud, kan der ikke komme noget nyt ind.
I den seneste udgave af Weekendavisen skriver Pernille Steensgaard om en målsætning om et år med ingen/få indkøb af ‘ting og sager’. Det rimer godt med foregående års begrænsning på nyt tøj, og selv om der blev slidt et par ting op sidste år, så er der langt til et gabende klædeskab for mit vedkommende. Det er heller ikke helt rigtigt at der ikke kommer nyt til, for egenproduceret beklædning (strik) har stadig adgang.
For 2020 prøver jeg derfor med en udvidelse – begrænset forbrug og at notere de ting ned jeg køber i en (tidligere indkøbt) notesbog. Købt som et af symbolerne på den måske håbløse trang til at organisere og systematiser, kombineret med glæden ved nye og smukke ting. Foreløbig er det lykkedes mig at overtale mig selv til at investere i 2 x 2 hovedpudebetræk ud fra et rationale om, at vi slider vores pudebetræk hurtigere end dynebetrækket. Så en levetidsforlængelse af sengetøjet?