I Læseklubben har vi denne gang læst om græske guder og verdens skabelse, i Stephen Frys genfortælling (Mythos). Alle havde, helt eller delvist lyttet til den danske version af lydbogen, som er herligt indlæst (med en bemærkning om en forkølelse).
Alle var godt tilfredse med genopfriskningen af de gamle fortællinger. Der er i starten tendens til en lidt lang oplistning af større og mindre væsner, uhyrer og nymfer, men fordelen ved dette er, at der er en forklaring på alt. Fra græshopper til narcisser, stenformationer og Sahara.
Lidt længere henne i bogen bliver fortællingerne lidt længere og mere komplekse, særligt historien om Sisyfos var en fornøjelse. Det er en ret kreativ myte, hvor helten snyder døden til at låse sig selv fast med magiske håndjern, hvorefter døden lukkes inde i et skab. Og bagefter at blive tryllet en generation yngre for at passe til sin unge kone!