En klassiker

Læseklubben var ude for et benspænd i februar, hvor jeg var forhindret i at forlade hjemmet en hel dag. Derfor var det først i denne weekend at vi blev samlet, for at vende verdenssituationen samt Jules Vernes Rejsen til jordens indre.

Vi fik læst lidt op på Jules Verne og litteraturen i midten af 1800-tallet, og vi konstaterede med fornøjelse at historien holdt – let at læse, med en hel del fakta om naturvidenskab, geografi mv. og så en ganske underholdende historie, der gakker ud på en herlig måde, i takt med at hovedpersonen kommer dybere under jorden.

Vi var med andre ord godt underholdt og fik et fint indblik i, hvordan Island blev oplevet for snart 200 år siden, samtidig med at vi fik opfrisket de på den tid nye geologiske tidsaldre – som vist er blevet lidt revideret siden. En anbefaling herfra.

Nyt strik

Det er s¨å længe siden at jeg har vist strik frem her, så det må være passende at starte med et projekt, jeg synes er endt lykkeligt, og hvor det lykkedes at bruge en del små garnrester op. Ikke alle, så der er stadig grønt garn på lager, men dog.

Her er Manchuriet jakke af Helga Isager, strikket med en tynd uldtråd (800 m/100 g) som følgetråd og så grønne, gule/orange samt grå rester. Det gjorde et indhug på 280 g på restelageret for totrådet uld og jeg løb tør for følgetråd. Jeg havde ca 120 g, og gætter på at jeg manglede 10-15 g. Det betyder, at reverset er uden følgetråd, hvilket ikke er et problem da det var gråt i gråt.

Jeg har moret mig med symmetri og ikke-symmetri, og synes at resultatet er blevet fint. Lidt efter det gode gamle motto, ‘when in doubt, take 20 colours more’ – det havde jeg ikke helt, men der er gået en del forskellige farver til.

Fakta: Fulgt opskriften, på nær at ærmerne er forkortede med 6 pinde. De er stadig til den lange side, så lever fuldt ud op til jakkeærme-længde.

Strikket str M, og som nævnt tager det ca 280 g 2-trådet + ca 130 g tynd følgetråd.

Pind 3,5 og 4 mm

Ja, der er en del monteringsarbejde, hvor jeg havde god gavn af nyindkøbte syklemmer. Og jeg er ret vild med detaljen med de fremhævede masker.