Vi har læst en ældre russer, Turgenjev, efter at have læst en varm anbefaling af En jægers optegnelser hos Knausgård. Og anbefalingen holder, det er en samling glimrende beskrivelser af russisk natur og livet på landet blandt bønder samt større og mindre godsejere.
Turgenjev er fremragende til at beskrive naturen, der er ikke ‘fugle’, men gæs, ænder, bekkasiner etc., hvor naturglæden og -kendskabet er tydeligt og flot formidlet. Samtidig er han en god iagttager af dagliglivet på landet, uanset om det er hos de allerfattigste, de livegne eller de mere eller mindre godt kørende godsejere. Bogen er en samling af afsluttede fortællinger, som kan læses helt individuelt, så bogens tykkelse / længde på lydbogen skal ikke afskrække nogen fra at nyde en historie eller to.
Turgenjev har efter pålidelig kilde været på pensum i den sovjettiske skole, hvad der desværre for forfatteren nok har kostet en læser eller to. Den realistiske beskrivelse af midt-1800-tallets Rusland gav et levende indtryk af landet, hvor bønder og landsbyer var ejede, hvor fattigdommen kunne være stor og hvor der var mange, der udnyttede bøndernes hårde arbejde.
