Brødnoter

Vi har to surdeje boende, en hvede og en rug og bager jævnligt både brød/boller og rugbrød. Det lyse brød enten efter en æltefri opskrift, oprindeligt fra Meyers, eller en helt surdejsbaseret fra Vejles nu lukkede brødmand.

Normalt skal brødet efter den æltefri opskrift stå til hævning et par timer inden det sættes i køleskabet. Forleden glemte jeg dejen inden vi tog på tur, så da vi kom hjem var dejen helt overhævet – heldigvis var det foregået i en rigeligt stor skål. Det var jo ærgerligt, specielt da det var vores morgenmad få timer senere, der var på spil, så dejen fik 2-3 spsk fuldkornsmel og blev rørt igennem, hvorefter den røg på køl.

Resultatet 8 timer senere var udmærkede boller, og det var alene på skorpen, at dobbelthævningen kunne anes. Jeg havde frygtet en overgæret eller syrnet smag, men det skete ikke.