Arm #2

I gang med genoptræning for alvor, efter en uge med en blid start.

Formålet med genoptræning er jo grundlæggende at prøve at gøre noget, man ikke kan for nuværende, men med den hensigt at komme til at kunne det hurtigst muligt. Det giver ømhed i sener og væv, og af og til overvejelser, om det virkelig kan være sundt. Anyways, da jeg ikke har et lokalt røntgenapparat og derfor ikke kan tjekke, så gør jeg (nogenlunde) som der bliver sagt, så længe vi taler ømhed og ikke decideret smerte. Med lidt hjælp af alm. smertestillende midler, for at afhjælpe spændinger i skuldre etc., som næppe fremmer noget – heller ikke nattesøvnen.

Arm #2

Gips og nu forbinding er væk, og afslører et grundigt ar. Fra godt over til godt under albuen. Wow, det synes jeg er vildt. Taknemlig for hvad vores sundhedsvæsen kan, og at jeg ikke er forudbestemt til en stiv arm. Nu står det på genoptræning for at få de manglende ca 60 grader tilbage i strækket.

Læseklubben, opdatering

Well – jeg har været lukket ude fra bloggen i et stykke tid, fordi der har været et angreb. Utroligt.

I mellemtiden har læseklubben været samlet to gange.

Først til læsning af Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, som vi alle var begejstrede for, interessant, utroligt ud over hvad man ville have fundet troværdigt i en fiktion og med mange detaljer. Til den seance havde jeg medbragt Vandkunstens smukke optryk af Niebuhrs egen beretning, som var interessant i sammenligning.

Derefter har vi læst finsk – Luftspejling 38. Kjell Westö har fået en pris for romanen, som er velskrevet, sammenhængende komponeret og absolut interessant. Måske lidt tung at komme i gang med, for os, der ikke har Finlands interne opgør mellem røde og hvide present, hvilket også gør at vi tænker at være gået glip af nogle af de lokale referencer og kontekst. På sin vis er bogen også forstemmende – at det kan gå så galt (igen) på trods af den viden som alle havde, men ikke anerkender.

Udmærket bog, som også er omtalt på Litteratursiden

Tysk klassiker – Heine

Fordi vi forrige gang havde læst om gamle tyskere, havde vi til denne gang besluttet os for at læse noget af den ægte vare, en tysk klassiker. Valget faldt på Heine, og hans vinterrejse. Fysisk er det ikke et stort værk, men som et godt digt, tæt spækket med henvisninger og referencer. Herunder også progressive og revolutionære tanker, som bestemt var både underholdende og læseværdigt nu, mange år senere. De to af os læste den vist nyeste danske oversættelse, fra begyndelsen af 80’erne, mens den tredje tog værket på originalsproget. Bortset fra enkelte meget konkrete udtryk (hestepærer) er det et tilgængeligt tysk.

På trods af den korte form, så er der til hver af oplevelserne nogle korte og præcise billeder, herunder af, hvor pløret et af hertudgdømmerne var (havde det halve hertugdømme med under fodsålerne – enhver, der har gået i tung lerjord kender fornemmelsen). Vi var fornøjede med læsningen, spændvidden og smidigheden i sproget og ikke mindst opførelsen nedenfor. Dog forekommer Barbarossa at være noget gråsprængt.

Findes i hurtig og underholdende gengivelse her: