Igen et indlæg, der dækker 2 x læseklub.
Først kommer ‘Annas sang’, Benjamin Koppel. Vel modtaget, gode tidsbilleder, levende og detaljerede beskrivelser.
Dernæst har vi læst 11%, af Maren Uthaug. Den havde vi lidt sværere ved, og vi tror ikke helt at have forstået den. Kvindestyret, på en uigennemsigtig måde og enormt mange slanger.
Absolut en af de bedste bøger vi har læst længe – Annie Ernaux’ værk Årene har været på menuen i læseklubben og med stor fornøjelse.
En varm anbefaling af et tidsbillede og smukt beskrevne små nedslag, som til sammen giver et fantastisk tidsbillede fra start 40’erne til 00’erne. Flot kombination af det personlige og det almene. Det personlige tager aldrig overhånd, men bruges til at skabe en nærværende og vedkommende fortælling, med flot udvalgte detaljer, som lige præcis giver fornemmelsen af tiden og miljøet. Der er mange referencer til Frankrig og franske fænomener, og det er ikke alle der umiddelbart kan afkodes som dansker uden særligt kendskab til Frankrig og dets moderne (populær)kultur. Det fungerer alligevel, og giver fornemmelsen af ægthed.
Varm anbefaling af værket, som har givet mig lyst til at læse yderligere af Ernaux
Romanen starter virkelighedsnært og går så i det syrede, og muligvis er deltagerne i læseklubben lidt for naturvidenskabelige til at sætte pris på, at det er en tæt vævet sammenblanding af fakta og fiktion. Vi har med andre ord læst ‘Når vi ikke længere forstår verden’, som bringer en række særlige personer fra videnskabens historie og de ind i mellem vilde historier om videnskaben frem. De ‘ægte’ historier er vilde i sig selv, og derfor undrer vi os lidt over, hvorfor de skal blandes op med fabuleren over privatlivet.
Smuk oversættelse af Peter Adophsen, som har oversat med forståelse for fagsproget og sans for fysikken og matematikken.
Læsningen blev suppleret med at den tyskkyndige blandt os havde et par ældre værker med fra eget bibliotek, blandt andet brevveksling med Einstein. Meget fascinerende at læse, skønt at se lidt højtysk, og fra en tid, hvor fysiske breve var en gængs kommunikationsform.
Læseklubben læser gerne nyere dansk litteratur, til sidste seance i 2021 havde vi valgt ‘Adam i Paradis’, som netop er dansk, udkommet i 2021 og er tidsmæssigt placeret i en ganske spændende periode i slutningen af 1800-tallet / starten af 1900-tallet. Udgangspunktet er maleren Kristian Zahrtmann og i særdeleshed hans billede af Adam, der keder sig i Paradis.
Læseklubbens vurdering var moderat positiv, med lidt blandede vurderinger. Nogle havde lyttet, andre havde læst som e-bog. Min umiddelbare vurdering er, at komposition og form egner sig bedre som en fysisk bog eller e-bog end som lydbog, da der er en del ‘bilag’ og henvisninger til fx. samtidige diskussioner, politirapporter (vi kommer i omegnen af sædelighedssager). Det forestiller jeg mig kan forstyrre lytningen, hvor det i en klassisk læsning er lettere at orientere sig, fx hvornår man forholder sig til bilaget. De to lyttende var også blevet lidt overraskede over afslutningen på boget, som er i listeform. Det fungerede fint for mig og var et underholdende indslag, samt et dejligt konkret kig på en bedre middelklasseborgers status og tilværelse. Bogen forekommer at være tæt på sine kilder, og har trukket en del på fx breve og andet arkivmateriale. Vi havde gerne læst en mere sammenhængende fortælling, hvor forfatterens levende sprog havde fået lov at give en længere fortælling. Nu fik vi antydninger af historier, og en introduktion til en spændende karakter samt præsenteret nogle bipersoner, der sagtens kunne bære en selvstændig historie (fx Hjalmar).
En opsamling, for meget glædeligt er læseklubben kommet i gang igen. Det har været en lang pause,men vi er begyndt at mødes igen og det er så hyggeligt som det plejer at være.
Sommerudgaven: Tove-bevægelsen har også ramt læseklubben, hvor vi har læst ‘Barndom’. En kort og meget velskrevet beretning, som viser den suveræne forfatter. Blandt andet evnen til at gengive det tænksomme barns oplevelse og observationer, naturligt men usynligt efterredigeret at den voksne forfatter. Fremragende og enstemmigt vel modtaget.
Efterårsudgaven var nyere og også dansk, ‘Slugt’ om en ambitiøs og forvirret? ung fotograf. Der var mere blandet modtagelse, hvor to af os blev opfanget af bogen mens tredje læser var lidt mere forbeholden.
I gang med genoptræning for alvor, efter en uge med en blid start.
Formålet med genoptræning er jo grundlæggende at prøve at gøre noget, man ikke kan for nuværende, men med den hensigt at komme til at kunne det hurtigst muligt. Det giver ømhed i sener og væv, og af og til overvejelser, om det virkelig kan være sundt. Anyways, da jeg ikke har et lokalt røntgenapparat og derfor ikke kan tjekke, så gør jeg (nogenlunde) som der bliver sagt, så længe vi taler ømhed og ikke decideret smerte. Med lidt hjælp af alm. smertestillende midler, for at afhjælpe spændinger i skuldre etc., som næppe fremmer noget – heller ikke nattesøvnen.
Gips og nu forbinding er væk, og afslører et grundigt ar. Fra godt over til godt under albuen. Wow, det synes jeg er vildt. Taknemlig for hvad vores sundhedsvæsen kan, og at jeg ikke er forudbestemt til en stiv arm. Nu står det på genoptræning for at få de manglende ca 60 grader tilbage i strækket.
Det dejlige vejr i dag har givet tørt tøj på tørresnoren og en tidlig debut for havens pindsvin. Hulen eller hiet er blevet udvidet og efterisoleret.
I den lidt mindre charmerende ende af dyrelivet har vi også set den første flue.
Der var sne, og sol på vej. Mig med Kærestens vinterjakke, for at have plads til Klumpen aka min gipsbelagte højre arm, resultatet af at falde i det glatte føre. Nu øver jeg mig i venstrehåndsudgaven af dagliglivet, godt at der er selskab og god hjælp.
Well – jeg har været lukket ude fra bloggen i et stykke tid, fordi der har været et angreb. Utroligt.
I mellemtiden har læseklubben været samlet to gange.
Først til læsning af Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, som vi alle var begejstrede for, interessant, utroligt ud over hvad man ville have fundet troværdigt i en fiktion og med mange detaljer. Til den seance havde jeg medbragt Vandkunstens smukke optryk af Niebuhrs egen beretning, som var interessant i sammenligning.
Derefter har vi læst finsk – Luftspejling 38. Kjell Westö har fået en pris for romanen, som er velskrevet, sammenhængende komponeret og absolut interessant. Måske lidt tung at komme i gang med, for os, der ikke har Finlands interne opgør mellem røde og hvide present, hvilket også gør at vi tænker at være gået glip af nogle af de lokale referencer og kontekst. På sin vis er bogen også forstemmende – at det kan gå så galt (igen) på trods af den viden som alle havde, men ikke anerkender.
Udmærket bog, som også er omtalt på Litteratursiden
