Afskeder, arbejde og så nydning af mulighederne – årskortet til Moesgaard er blevet aktiveret og brugt, vi fik besøgt Bazar Vest og en tur til København. Entre i vævekredsen til de ugentlige samlinger, og næste uge når jeg måske endda at få tråd på væv.
En del afskeder med gode kolleger, selv om noget minder lidt om opera. Dvs. afsked, og så gentagelse, fordi der er overdragelse og ferieafløsning etc.. Jeg har tid og mulighed for at lave en god overdragelse, og det er tilfredsstillende at hjælpe kollegerne godt videre.
Dag 5 i mit nye liv med deltidsarbejde, og første dag med en hverdag uden (ret meget) arbejde. Om det er foråret eller det nye liv der gør det er ikke klart endnu, men i alt fald har jeg været i vævekredsen, bagt kage og afsluttet et par sjove sokker.
Strikket i et næsten fladt stykke og strikket sammen på toppen af foden. Jeg har været mere heldig med sammensyningen på den ene end den anden, må se om det er ok eller det skal korrigeres.
Når jeg siger strikket næsten fladt:
Opskriften er herfra Helene Jensen, mit par vejer 57 g. Dvs potentiale som resteprojekt. Opskriften er i en størrelse, jeg tænker dog at den kan justeres lidt. De sidder fint på foden som ankelsokker.
Læseklubben var ude for et benspænd i februar, hvor jeg var forhindret i at forlade hjemmet en hel dag. Derfor var det først i denne weekend at vi blev samlet, for at vende verdenssituationen samt Jules Vernes Rejsen til jordens indre.
Vi fik læst lidt op på Jules Verne og litteraturen i midten af 1800-tallet, og vi konstaterede med fornøjelse at historien holdt – let at læse, med en hel del fakta om naturvidenskab, geografi mv. og så en ganske underholdende historie, der gakker ud på en herlig måde, i takt med at hovedpersonen kommer dybere under jorden.
Vi var med andre ord godt underholdt og fik et fint indblik i, hvordan Island blev oplevet for snart 200 år siden, samtidig med at vi fik opfrisket de på den tid nye geologiske tidsaldre – som vist er blevet lidt revideret siden. En anbefaling herfra.
Det er s¨å længe siden at jeg har vist strik frem her, så det må være passende at starte med et projekt, jeg synes er endt lykkeligt, og hvor det lykkedes at bruge en del små garnrester op. Ikke alle, så der er stadig grønt garn på lager, men dog.
Her er Manchuriet jakke af Helga Isager, strikket med en tynd uldtråd (800 m/100 g) som følgetråd og så grønne, gule/orange samt grå rester. Det gjorde et indhug på 280 g på restelageret for totrådet uld og jeg løb tør for følgetråd. Jeg havde ca 120 g, og gætter på at jeg manglede 10-15 g. Det betyder, at reverset er uden følgetråd, hvilket ikke er et problem da det var gråt i gråt.
Jeg har moret mig med symmetri og ikke-symmetri, og synes at resultatet er blevet fint. Lidt efter det gode gamle motto, ‘when in doubt, take 20 colours more’ – det havde jeg ikke helt, men der er gået en del forskellige farver til.
Fakta: Fulgt opskriften, på nær at ærmerne er forkortede med 6 pinde. De er stadig til den lange side, så lever fuldt ud op til jakkeærme-længde.
Strikket str M, og som nævnt tager det ca 280 g 2-trådet + ca 130 g tynd følgetråd.
Pind 3,5 og 4 mm
Ja, der er en del monteringsarbejde, hvor jeg havde god gavn af nyindkøbte syklemmer. Og jeg er ret vild med detaljen med de fremhævede masker.
Det har været en ualmindelig lang uge, med rekonvalescens og almindelig sløjhed. Jeg har ikke holdt vinterferie, så der var en enkelt tur til København i kalenderen, men måtte flere dage kaste håndklædet i ringen og lægge mig med rester af influenza og forkølelse.
Samtidig har det været gråt og koldt, som begrænser mulighederne for tøjtørring og til gengæld giver uanede muligheder for motion i form af snerydning. Det bliver ikke min yndlingsmotion.
Fredag lysnede det lidt, hvor solen kiggede frem hen på eftermiddagen sammen med et par gæster på sygebesøg. Det var fint med besøg. Lørdag brugte vi solskinnet til en tur til fjorden, Strit og mig til fods, mens kæresten tog sin første biltur, for at teste formen. Nogenlunde.
Fjorden var smuk og blank, der var lidt is i kanten. Sol og sne er en skøn kombination.
Der havde været flere vinterbadere i, men vi springer over.
I stedet syede jeg lidt mere søm sammen på mit igangværede sy- og strikkeprojekt, med en masse rester af grønt (og lidt gult og gråt). Det er snart færdigt, og jeg er spændt på at se værket, når det har fået en kærlig iblødsætning og blokning. Det er efter Manchuriet fra The Map Collection / Helga Isager.
Nogen hviler sig, andre er ved at komme sig efter en operation. Jeg har blot en øm hals, og synes det er en perfekt anledning til at sidde lidt i sofaen med te og strikketøj
Det er en balance mellem sne og tø, efter et halvstort snevejr de foregående dage. God weekend og håber der er varme drikke og garn etc nok.
Næsten 5 km garn spolet op, nu er jeg klar til både en ny luksusbluse til kæresten og en Jenny Jacket til mig selv.
Dette er spoleriet. 2 x 400 m + 3 x 800 m og det sidste nøgle med 1650 m – alt i 100 grams nøgler. Det tyndeste er det bordeaux, som er vævegarn og som jeg skal bruge lidt af til en reparation af et jernalder-bensvøb.
Den lækre stak til luksusblusen er her, og der regnes og tegnes.
Tanken er en bluse i blåt og lidt gråt (der er mere af det lysegrå), med islæt af grøn og turkis. Den rosa / gyldne skal bruges til et mønster på ryggen af bærestykket. Det er igen en bluse på pind 1,5 / 1,75 mm, nu med forlæg i en bluse, jeg strikkede for et par år siden. Der er meget kontinuitet i garnstakken, det mørkeblå er fra den første luksusbluse, jeg strikkede, de mindre nøgler er fra den næste og så er der kommet 3 x 100 gram til i lysere blå, grøn og rosa/gylden. Baseret på de to forrige versioner er estimatet, at der går ca 350 g til denne version. Der er mindst 600 i stakken, inkl. det, der ligger på lageret, så der er potentiale til endnu én.
Læseklubben har været forbi en ældre Nobelpristager, Jose Saramago, for at læse en ganske finurlig bog om hvad der kunne ske, hvis døden en dag udeblev. Romanen falder i to dele, hvor første del beskriver forbløffelsen og komplikationerne ved de mange tæt på døde og anden del går over til relationen mellem døden (skrives med lille d i romanen) og dén, der snyder og ikke dør så ungt som planlagt.
Som overskriften antyder, så er der meget få punktummer i romanen, hvor det af og til nærmest er nødvendigt at læse højt (for sig selv) for at hitte rede i replikskiftet. Sprogligt er den elegant, godt skrevet og ideen er sjov. Dog efter min mening sjovest i anden del. To af tre havde læst det hele, den tredje var gået lidt død i de lange sætninger.
Begejstring smitter, så da jeg havde oplevet REGAN Vest, så skulle resten af husstanden have samme oplevelse. Turen gik derfor mod nord. Nogen med en billet, andre med hund, hundesnor og vandrestøvler.
Det er et flot og nyt museum, der falder smukt ind i landskabet og med et udtryk, der hænger fint sammen med den alvorlige baggrund, den kolde krig.
Her indgangspartiet, i efterårsløvet.
Os med vandrestøvlerne fik en rigtig fin tur. Der er en kort sti, som fører rundt til nogle af de få ydre kendetegn på det kæmpe anlæg, der ligger langt under bakken.
Den længere sti, i forlængelse af museumsstien fører til kalkminer og kilder. Naturen er fantastisk smuk i det bakkede og kildefyldte terræn, her ses det klare vand forhåbentlig tydeligt – eller netop ikke, men der er en opstemning af efterårsfarvede blade, som står smukt og klart.
Det var perfekt vejr at gå i, ikke for varmt, ikke for koldt og kun en smule støvregn. Efter vandringen fortsatte vi til Aalborg, som er en glimrende restaurantby, og vi fik en glimrende middag, mens andre måtte nøjes med hotellets hundekurv.
Læseklubben læste for næsten præcist et år siden en røverhistorie fra Island. Vi var alle godt tilfredse med bogen, og da vi skulle finde en ny bog og så på nyere dansk litteratur kom vi forbi Hanne Højgaard Viemoses HHV, Frshwn. Velskrevet, og fra lydbogslytterne forlyder det, også veloplæst, med god udtale af det islandske og fuld gas på, når der i bogen er hjemmegjorte sangtekster og sange. Det var jeg personligt lidt spændt på at høre om.
Bogen har en mørk og tung side, og leger med hvad der er forfatterens egne oplevelser – det er svært at vide, også pga forfatterens metakommentarer i starten og i afslutningen. Den tog lidt tid at læse for mig på grund af de voldsomme situationer, som er vældig levende beskrevet.
Vi har en anbefaling af romanen, som godt skrevet og fortalt, og bedst i sidste halvdel.
