Husets langsomste stykke tøj

Historien om en kjole af eget vævet stof.

En gang for flere år siden bestemte jeg mig til at lave en trend med 2 x 100 g bomuldsgarn, hvid og blå. Det blev vævet op med garn fra en anden portion bomuld og tilsammen blev det til et stykke stof på ca 70 cm og et par meter i længden. Mønsteret er fra en af mine gamle vævebøger og vævningen gik som jeg husker det ganske fint.

Stoffet har så ligget rigtig længe, inden det på et tidspunkt blev draperet på ginen, og så hang det ellers der et års tid.

Men nu, denne påske, er der sket noget, og stoffet er blevet omsat til en kjole. Den er i princippet færdig. Mangler en opskylning og strygning, men der er sømmet og lagt op, og længden er helt fin. Heldigt, for der er virkelig ikke meget stof klippet fra.

Den har lommer!

Forlægget er noget mere figursyet, og kræver lynlås for at komme af og på. Derfor er der også lynlås i ryggen på denne, men pt er den så løs i snittet at den kan gå af og på uden at aktivere lynlåsen. Derfor er juryen ude til votering, om kjolen skal være lidt mere kropsnær, eller om lynlåsen skal pilles af igen, da den buler en del. Beslutninger, beslutninger. Lige pt er jeg mest lidt høj over lommerne, og at jeg har lavet et stykke brugbart tøj ud af et stykke håndvævet stof, og med næsten ingen spild af stof.

En stor væv

Håndarbejdet har taget nye højder og her et år efter en samlet opstilling af alle materialer er jeg nu den glade ejer af en endnu større væv.

En gammel Lervadvæv, stor og tung nok til tæpper og to meter i vævebredden. Den har også mange flere skafter og tramper end forrige væv, så der er mange muligheder her.

Første projekt er blevet bommet, og her med hjælp fra diverse småvægte, som forberedelse på de større bredder. Ordforrådet er blevet udvidet, så der nu er tale om, hvordan vi får konstrueret en pådragningsknægt. Det her er dog i en mere overskuelig bredde og skal blive til dækkeservietter.

Tekniske data:

Trend i Nialin 22/2, 440 tråde og ca 4½ m lang. Glemte at få den vejet.

Opsætningen er en 5-punkts satin i drejl (dvs 2 x 5 tramper og tilsvarende skafter). Jeg tænker at tilføje at bruge 2 tramper til at lave en lærredsbinding til kanter etc. Kammen er 8 rit/cm.

Islættet bliver også Nialin (jeg har en del røde rester, der gerne skal bruges.

Den triste afsked med guffer

Leverpostej, skinkestrimler og madrester. Strit har fået suppleret og varieret sine KEDELIGE* hundepiller med diverse forskellige typer af guf, men ak, det er slut nu.

Der var et par advarselssignaler, i form af blod i urinen og så kunne han nærmest ikke tisse længere. Den første dag blev han tjekket, taget prøver og skyllet igennem, dag to blev det til en operation på grund af en mængde grus / nyresten i blæren. Nedenfor ligger rekonvalescenten lidt fortumlet i sin kurv, som i anledningen er kommet med op i stuen.

Det var en værre historie, og efterspillet er, at det er en arvelig tilbøjelighed til at udvikle en bestemt type grus, som forhåbentlig! kan holdes nede med specialfoder. Men madrester, særligt de proteinholdige, er fortid.

Selve operationen er gået fint, han er en ung, sund og stærk hund. Så det med at holde sig i ro er lidt en udfordring. Han er også, på dag 2, begyndt at lege med sit legetøj igen, nedenfor i sin smarte anti-slikke_på_såret dragt og hvor han nyder at ligge på den aflagte topmadras. Den turkis ting er Flodhest, som er ved at blive sat på plads.

Nu er vi spændte på, hvor godt det lykkes at holde produktionen af nyresten i ave, så vi forhåbentlig kan undgå de her udrykninger og gerne også undgå flere operationer.

* Til nu har alle hundepiller vist sig at være kedelige efter 2-3 dage, så ingen nævnt, ingen glemt, og vist mere et karakteristika ved hunden.

PS og den store ting i baggrunden er slagbordet på min nye, gamle væv. Mere om den.

Historisk og (lidt) moderne

Hurra for Vejle Bibliotek, for at have en original udgave af Tom Kristensens Livets Arabesk på hylden (i magasinet). Tænk at låne en bog, der er udkommet i 1921, med den tids indbinding, stavemåde og tegnsætning. Det er da skønt, og giver en ekstra dimension i læsningen.

Anledningen var seneste træf i læseklubben, hvor vi havde valgt Kristensens første roman som tema. Sjovt nok var den ikke som lydbog, det tror jeg faktisk ellers at den vil være velegnet til, så vi havde fået fat i den som (e-)bog. Min i originalt tryk, en anden i 1:1 genoptryk, dog uden læderindbindingen og den sidste som e-bog.

Når jeg siger lidt moderne er det fordi romanen på mange måder afspejler sin tid, mellemkrigstiden med alt dens opbrud, fest, farver (mange farver) og fattigdom. Der er gang i fortællingen og Kristensen er god til at beskrive ting, steder og situationer. Stort set alle personer er vældig tørstige, i forfatterens ungdommelige livsappetit. Kvinderne er desværre stort set uden selvstændig personlighed, men mændene spænder vidt fra lægen Baumann, der som den ene hovedperson har en nærmest stålsat deroute og med adskillelige bipersoner. Jeg kan desværre ikke det københavnske persongalleri omkring 1920 godt nok til at afgøre, om nogen skulle være modelleret over virkelige personer. Andre af personerne må være noget konstruerede, som den gale munk, Johannes.

Som tidsbillede og bevis på, hvor vildt der blev skrevet for 100 år siden er den god, og i grænselandet mellem samtidsroman, med et stænk af kontrafaktisk historie (revolutionen kommer til København).

Evigt nysgerrige

Når Nobelprisen i litteratur kåres er det ofte en af de forfattere, vi tager et kig på. Nogen gange for at læse, andre gange springer vi over.

Denne gang valgte vi at læse Han Kang, og fordi værket Lektioner i græsk er ret kort, så tog vi Hvid med af samme forfatter. Det var Hvid der blev min personlige favorit af de to, og fra de, der lytter bøger kan jeg sige, at den også fungerer som lydbog. Begge er korte og koncentrerede, ingen overflødige ord her. Poetiske og fine læseoplevelser.

De kommer i par for tiden

Læseklubben har travlt, så denne gang er der også to bøger: Kvinder uden mænd samt Ellepigen Pif og 42 den tavse guru.

Den første er en moderne klassiker, fra 50’ernes Iran og fabulerende, men dog med jordforbindelse. Absolut anbefalelsesværdig.

Den anden er helt ny, af en af de forfattere, som jeg gerne læser. Peter Adolphsen skriver kort, fortættet og finurligt. Denne gang er der pakket to parallelle, fint udfoldede korte historier ind på 100 sider, som endda mødes til sidst. Også glimrende læsning.

Det kreative værksted

Pink Floyd har på et af deres tidlige covers et billede, hvor alt bandets gear er stillet frem til skue. Det fylder en del, men kan dog rummes i en enkelt turbus.

Det har inspireret ‘nogen’ her på matriklen til, at der skulle tages et tilsvarende billede af de håndarbejdsrelaterede redskaber og materiale. Det bliver til en del, som det ses her.

Det er rok, garnvinde, vægt, krydsnøgleapparat, væv, strikkepinde, broderirammer, symaskine, trendbord, gine,… og så videre.

Der er til mange gode timers hobby her, og så var det en glimrende anledning til at få sorteret og lagt på plads. Det tog som tid!

Læseklubben – opdatering

Tiden flyver, men de næste to bøger i hvad Læseklubben har læst hører faktisk også sammen. Begge dele har med HC Andersen at gøre, den ene er en gendigtning af et værk og den anden er en parafrase over, hvad HCAs barndom og tidlige ungdom kunne have været.

Første værk er HCA Quarantaine Dagbog. Lige i dette tilfælde tror jeg at lydbogen havde en fordel, for med en fornem indlæsning af Henrik Kofoed, så blev det lidt ældre danske tilgængeligt. Det er ikke et omfangsrigt værk, og til gengæld ganske finurligt. Forfatteren er den belæste og litterære Harald Voetmann.

Forlægget er HCAs egen Fodrejse til Amager, og begge er vilde! Vi var ganske bjergtagne af fortællingen og rigdommen, så varm anbefaling til at følge HCAs genopståen i det covid-nedlukkede kjæreste Kjøbenhavn. I forlængelse af den forrige bog, med uendelige gentagelser af 17. november, så er der her tale om gammelt og nyt i en skøn blanding og med den let konfuse forfatter som hovedperson. Stærkt sekunderet af Tommelise. Varm anbefaling til en hurtigt læst/lyttet bog, som på én måde er meget afhængig af nutiden, og erfaringen med Covid-19-nedlukningen. Men dog, så vil jeg mene at den har så stor en kvalitet at den også holder, når vi har glemt eller fortrængt nedlukningen og alt dens væsen.

Andet værk er Jesper Wung-Sungs Hans Christian, nærmest frisk fra trykpressen. Den giver stemme til HCA fra tidlig barndom i O’ense til de første og svære år i København. Nutidig retskrivning og med en meget charmerende omslagsillustration af John Kenn Mortensen. Meget vellykket miks af to forfattere.

Fin fortælling fra en ikke så fjern fortid, om et talent og en person, der vil så meget, og går en del grueligt ondt igennem. Også en anbefaling fra læseklubben, med en realistisk og levende skildring af midt-18-tallets liv, når man ikke lige var født på den grønne gren.