Forfatter: Kirsten Hansen

Hurra for Vejle Bibliotek, for at have en original udgave af Tom Kristensens Livets Arabesk på hylden (i magasinet). Tænk at låne en bog, der er udkommet i 1921, med den tids indbinding, stavemåde og tegnsætning. Det er da skønt, og giver en ekstra dimension i læsningen.

Anledningen var seneste træf i læseklubben, hvor vi havde valgt Kristensens første roman som tema. Sjovt nok var den ikke som lydbog, det tror jeg faktisk ellers at den vil være velegnet til, så vi havde fået fat i den som (e-)bog. Min i originalt tryk, en anden i 1:1 genoptryk, dog uden læderindbindingen og den sidste som e-bog.

Når jeg siger lidt moderne er det fordi romanen på mange måder afspejler sin tid, mellemkrigstiden med alt dens opbrud, fest, farver (mange farver) og fattigdom. Der er gang i fortællingen og Kristensen er god til at beskrive ting, steder og situationer. Stort set alle personer er vældig tørstige, i forfatterens ungdommelige livsappetit. Kvinderne er desværre stort set uden selvstændig personlighed, men mændene spænder vidt fra lægen Baumann, der som den ene hovedperson har en nærmest stålsat deroute og med adskillelige bipersoner. Jeg kan desværre ikke det københavnske persongalleri omkring 1920 godt nok til at afgøre, om nogen skulle være modelleret over virkelige personer. Andre af personerne må være noget konstruerede, som den gale munk, Johannes.

Som tidsbillede og bevis på, hvor vildt der blev skrevet for 100 år siden er den god, og i grænselandet mellem samtidsroman, med et stænk af kontrafaktisk historie (revolutionen kommer til København).

Når Nobelprisen i litteratur kåres er det ofte en af de forfattere, vi tager et kig på. Nogen gange for at læse, andre gange springer vi over.

Denne gang valgte vi at læse Han Kang, og fordi værket Lektioner i græsk er ret kort, så tog vi Hvid med af samme forfatter. Det var Hvid der blev min personlige favorit af de to, og fra de, der lytter bøger kan jeg sige, at den også fungerer som lydbog. Begge er korte og koncentrerede, ingen overflødige ord her. Poetiske og fine læseoplevelser.

Læseklubben har travlt, så denne gang er der også to bøger: Kvinder uden mænd samt Ellepigen Pif og 42 den tavse guru.

Den første er en moderne klassiker, fra 50’ernes Iran og fabulerende, men dog med jordforbindelse. Absolut anbefalelsesværdig.

Den anden er helt ny, af en af de forfattere, som jeg gerne læser. Peter Adolphsen skriver kort, fortættet og finurligt. Denne gang er der pakket to parallelle, fint udfoldede korte historier ind på 100 sider, som endda mødes til sidst. Også glimrende læsning.

Tiden flyver, men de næste to bøger i hvad Læseklubben har læst hører faktisk også sammen. Begge dele har med HC Andersen at gøre, den ene er en gendigtning af et værk og den anden er en parafrase over, hvad HCAs barndom og tidlige ungdom kunne have været.

Første værk er HCA Quarantaine Dagbog. Lige i dette tilfælde tror jeg at lydbogen havde en fordel, for med en fornem indlæsning af Henrik Kofoed, så blev det lidt ældre danske tilgængeligt. Det er ikke et omfangsrigt værk, og til gengæld ganske finurligt. Forfatteren er den belæste og litterære Harald Voetmann.

Forlægget er HCAs egen Fodrejse til Amager, og begge er vilde! Vi var ganske bjergtagne af fortællingen og rigdommen, så varm anbefaling til at følge HCAs genopståen i det covid-nedlukkede kjæreste Kjøbenhavn. I forlængelse af den forrige bog, med uendelige gentagelser af 17. november, så er der her tale om gammelt og nyt i en skøn blanding og med den let konfuse forfatter som hovedperson. Stærkt sekunderet af Tommelise. Varm anbefaling til en hurtigt læst/lyttet bog, som på én måde er meget afhængig af nutiden, og erfaringen med Covid-19-nedlukningen. Men dog, så vil jeg mene at den har så stor en kvalitet at den også holder, når vi har glemt eller fortrængt nedlukningen og alt dens væsen.

Andet værk er Jesper Wung-Sungs Hans Christian, nærmest frisk fra trykpressen. Den giver stemme til HCA fra tidlig barndom i O’ense til de første og svære år i København. Nutidig retskrivning og med en meget charmerende omslagsillustration af John Kenn Mortensen. Meget vellykket miks af to forfattere.

Fin fortælling fra en ikke så fjern fortid, om et talent og en person, der vil så meget, og går en del grueligt ondt igennem. Også en anbefaling fra læseklubben, med en realistisk og levende skildring af midt-18-tallets liv, når man ikke lige var født på den grønne gren.

Vi har læst bind 1 af forventet 7 af Solvej Balles Opmålingen af rumfang. Det er en ganske forunderlig historie, som fangede mig, og jeg har efterfølgende læst de tre næste og venter spændt på den sidst udgivne. Derefter kan jeg spændt vente, næsten som med de sidste bøger i Harry Potter-serien.

Medlæserne var knapt så optagede, men universet gav selvfølgelig anledning til diskussion. Det er også mærkeligt, at noget ‘hopper tilbage’ mens andet bruges op. Så i princippet tømmes verden, lidt efter lidt.

Bogen fik også mig til at tænke på Peter Adolphsens fortælling om verden der gik i loop, som dog har en lidt mere naturvidenskabelig karakter. Varm anbefaling fra mig.

Meget passende har vi læst en bog om ord; De glemte ords bog af Pip Williams. Fornøjelig bog, som efter min mening starter lidt langsomt, men sniger sig ind på læseren med levende og detaljerede skildringer af arbejdet med og omkring den store engelske encyklopædi. Og den begyndende kvindebevægelser, krydret med en tragedie i form af 1. verdenskrig.

Alle var godt underholdt også af det forhold, at mange i persongalleriet er historiske personer og bogen forekommer vel researchet. Fx den vigtige biperson, Professor Murray, som en af hovedreaktørerne, og dermed en central figur.