Bloggen

Gennemsnitligt havde vi ikke bare læst bogen, men halvanden bog! Det er vist ikke sket før, i vores efterhånden over 20 års historie.

Vi havde valgt Thomas Bobergs nye roman Insula som tema, for at blive klogere på hvad diskussionerne handlede om. Datid, for det er trods alt stilnet noget af, og forfatteren har været til et tæt interview i DRs Genstart i den anledning.

Vist ingen af os har læst Boberg før. Vi fandt bogen velskrevet, hvor forfatteren er eminent til at skildre situationer og øjeblikke. Jeg forstår det som en forlængelse af den rejseberetningsgenre, som Boberg før har skrevet i. Der blev også nævnt i vores samtale, at der var en stemning af tristesse, og en del bristede drømme.

Den anden bog, Citronbjerget af Eva Tind har lidt af samme tema, en forfatter flytter og slår sig ned et nyt sted. Samtidig er grænsen mellem fiktion og virkelighed lidt uklar. Denne fik også varme anbefalinger og et ord med om at være lidt mere håbefuld end Insula.

Lige præcis dén sensommerdag, hvor trafikken mellem landsdelene brød sammen pga en uheldig kombination af nedfaldne ledninger og et motionsarrangement mødtes 2/3 af læseklubben. På sin vis passende, at bogen var en fortælling om halvvilde bilture på Island. Sidste tredjedel deltog på telefon til noget af mødet og vi var alle enige om at det er en forrygende fortælling som Annette Lassen og Hanne Højgaard Viemose har begået med Surtlas hoved og andre udflugter.

En varm anbefaling, det eneste problem er, at der opstår en stor trang til at tage en tur til Island – og for nogen en trang til at læse i en saga eller to.

Læseklubben har travlt, så denne gang er der også to bøger: Kvinder uden mænd samt Ellepigen Pif og 42 den tavse guru.

Den første er en moderne klassiker, fra 50’ernes Iran og fabulerende, men dog med jordforbindelse. Absolut anbefalelsesværdig.

Den anden er helt ny, af en af de forfattere, som jeg gerne læser. Peter Adolphsen skriver kort, fortættet og finurligt. Denne gang er der pakket to parallelle, fint udfoldede korte historier ind på 100 sider, som endda mødes til sidst. Også glimrende læsning.

Tiden flyver, men de næste to bøger i hvad Læseklubben har læst hører faktisk også sammen. Begge dele har med HC Andersen at gøre, den ene er en gendigtning af et værk og den anden er en parafrase over, hvad HCAs barndom og tidlige ungdom kunne have været.

Første værk er HCA Quarantaine Dagbog. Lige i dette tilfælde tror jeg at lydbogen havde en fordel, for med en fornem indlæsning af Henrik Kofoed, så blev det lidt ældre danske tilgængeligt. Det er ikke et omfangsrigt værk, og til gengæld ganske finurligt. Forfatteren er den belæste og litterære Harald Voetmann.

Forlægget er HCAs egen Fodrejse til Amager, og begge er vilde! Vi var ganske bjergtagne af fortællingen og rigdommen, så varm anbefaling til at følge HCAs genopståen i det covid-nedlukkede kjæreste Kjøbenhavn. I forlængelse af den forrige bog, med uendelige gentagelser af 17. november, så er der her tale om gammelt og nyt i en skøn blanding og med den let konfuse forfatter som hovedperson. Stærkt sekunderet af Tommelise. Varm anbefaling til en hurtigt læst/lyttet bog, som på én måde er meget afhængig af nutiden, og erfaringen med Covid-19-nedlukningen. Men dog, så vil jeg mene at den har så stor en kvalitet at den også holder, når vi har glemt eller fortrængt nedlukningen og alt dens væsen.

Andet værk er Jesper Wung-Sungs Hans Christian, nærmest frisk fra trykpressen. Den giver stemme til HCA fra tidlig barndom i O’ense til de første og svære år i København. Nutidig retskrivning og med en meget charmerende omslagsillustration af John Kenn Mortensen. Meget vellykket miks af to forfattere.

Fin fortælling fra en ikke så fjern fortid, om et talent og en person, der vil så meget, og går en del grueligt ondt igennem. Også en anbefaling fra læseklubben, med en realistisk og levende skildring af midt-18-tallets liv, når man ikke lige var født på den grønne gren.

Vi har læst bind 1 af forventet 7 af Solvej Balles Opmålingen af rumfang. Det er en ganske forunderlig historie, som fangede mig, og jeg har efterfølgende læst de tre næste og venter spændt på den sidst udgivne. Derefter kan jeg spændt vente, næsten som med de sidste bøger i Harry Potter-serien.

Medlæserne var knapt så optagede, men universet gav selvfølgelig anledning til diskussion. Det er også mærkeligt, at noget ‘hopper tilbage’ mens andet bruges op. Så i princippet tømmes verden, lidt efter lidt.

Bogen fik også mig til at tænke på Peter Adolphsens fortælling om verden der gik i loop, som dog har en lidt mere naturvidenskabelig karakter. Varm anbefaling fra mig.

Meget passende har vi læst en bog om ord; De glemte ords bog af Pip Williams. Fornøjelig bog, som efter min mening starter lidt langsomt, men sniger sig ind på læseren med levende og detaljerede skildringer af arbejdet med og omkring den store engelske encyklopædi. Og den begyndende kvindebevægelser, krydret med en tragedie i form af 1. verdenskrig.

Alle var godt underholdt også af det forhold, at mange i persongalleriet er historiske personer og bogen forekommer vel researchet. Fx den vigtige biperson, Professor Murray, som en af hovedreaktørerne, og dermed en central figur.

Igen et indlæg, der dækker 2 x læseklub.

Først kommer ‘Annas sang’, Benjamin Koppel. Vel modtaget, gode tidsbilleder, levende og detaljerede beskrivelser.

Dernæst har vi læst 11%, af Maren Uthaug. Den havde vi lidt sværere ved, og vi tror ikke helt at have forstået den. Kvindestyret, på en uigennemsigtig måde og enormt mange slanger.

Der mangler en opdatering, så her kommer for to gange.

Forrige gang havde vi læst / hørt ‘Jeg anerkender ikke jeres autoritet’ af Glenn Bech. Den fik gode anmeldelser, med en konstatering af at formatet nok egner sig bedst til en fysisk bog. Læseren var i alt fald lidt mere begejstret end lytterene. Bogen er en meget intens beretning om opvækst og det tidlige voksenliv, og i min vurdering en øjenåbner ind i en anden virkelighed end min. Lærerigt og interessant.

Denne gang har vi så besøgt en opvækst et andet sted i Danmark, hvor Sara Rahmeh i ‘Betonhjerter fortæller fra Blokken og fortæller med stor kærlighed til stedet og miljøet. Der er gedigne sladderhistorier og mange billeder, uden at lægge skjul på at der også er mørke sider og triste skæbner. Også en god fortælling og lærerig om et andet sted i Danmark.

Varme anbefalinger af begge – Glenn Bech har helt fortjent allerede fået meget opmærksomhed, hvor Betonhjerter er nyere og derfor ikke (endnu) har fået samme opmærksomhed.