Bloggen

Brødnoter

Vi har to surdeje boende, en hvede og en rug og bager jævnligt både brød/boller og rugbrød. Det lyse brød enten efter en æltefri opskrift, oprindeligt fra Meyers, eller en helt surdejsbaseret fra Vejles nu lukkede brødmand.

Normalt skal brødet efter den æltefri opskrift stå til hævning et par timer inden det sættes i køleskabet. Forleden glemte jeg dejen inden vi tog på tur, så da vi kom hjem var dejen helt overhævet – heldigvis var det foregået i en rigeligt stor skål. Det var jo ærgerligt, specielt da det var vores morgenmad få timer senere, der var på spil, så dejen fik 2-3 spsk fuldkornsmel og blev rørt igennem, hvorefter den røg på køl.

Resultatet 8 timer senere var udmærkede boller, og det var alene på skorpen, at dobbelthævningen kunne anes. Jeg havde frygtet en overgæret eller syrnet smag, men det skete ikke.

Realisme og natur

Vi har læst en ældre russer, Turgenjev, efter at have læst en varm anbefaling af En jægers optegnelser hos Knausgård. Og anbefalingen holder, det er en samling glimrende beskrivelser af russisk natur og livet på landet blandt bønder samt større og mindre godsejere.

Turgenjev er fremragende til at beskrive naturen, der er ikke ‘fugle’, men gæs, ænder, bekkasiner etc., hvor naturglæden og -kendskabet er tydeligt og flot formidlet. Samtidig er han en god iagttager af dagliglivet på landet, uanset om det er hos de allerfattigste, de livegne eller de mere eller mindre godt kørende godsejere. Bogen er en samling af afsluttede fortællinger, som kan læses helt individuelt, så bogens tykkelse / længde på lydbogen skal ikke afskrække nogen fra at nyde en historie eller to.

Turgenjev har efter pålidelig kilde været på pensum i den sovjettiske skole, hvad der desværre for forfatteren nok har kostet en læser eller to. Den realistiske beskrivelse af midt-1800-tallets Rusland gav et levende indtryk af landet, hvor bønder og landsbyer var ejede, hvor fattigdommen kunne være stor og hvor der var mange, der udnyttede bøndernes hårde arbejde.

Sommersyltning

Køkkenhaven og omliggende træer er godt i gang, den årlige overvældelse med forskellige slags bær. Vi har ribs, solbær, stikkelsbær og kirsebær. Jordbærrene er stort set færdige, der kan findes et enkelt bær eller to.

Lige nu er solsyltningen af kirsebær i gang, den blev sat i gang for en uge siden, og nu er der virkelig sket noget. De skal stå et par uger endnu, og det meste af sukkeret skal gerne opløses.

Opskriften er enkel, hele sorte syltekirsebær lægges i et glas med sukker, glasset skal have tætsluttende låg. Lige dele kirsebær og sukker, efter vægt. Når sukkeret smelter og samtidig trækker væde ud af bærrene falder det lidt sammen, så glasset kan fyldes op fra starten. Stilles ude, i solen i ca tre uger, hvor der først dannes saft, og derefter skal sukkeret i bunden gerne opløses. Bærrene skrumper naturligt lidt ved behandlingen, og det giver en stærk kirsebær/mandelsmag samt noget lækker saft.

Væv, farver i aktion

Der er meget godt hør i Sverige, på et tidspunkt købte jeg en hel del på gode tilbud hos Växbo Lin, og nu er tiden kommet til at sætte noget af det i spil på væven.

Det bliver til dækkeservietter, var tanken, suppleret af en enkelt dobbelt dækkeserviet eller ‘dinner for two’, dvs en dækkeserviet, der når hen over bordet. En stor del af vævning er at regne, og efter mine beregninger passer det med 13 rapporter + kant, dvs symmetri med den pink i midten. Foreløbig er jeg nået den første rapport, og det gule er afslutningen af den foregående dækkeserviet.

Trenden er to-trådet hør i natur og det meste af islættet bliver 12/1 hør i de mange glade farver. De mørkere og mere diskrete farver må vente til et andet projekt. Opsætningen er genbrug fra tidligere

Det knapt så stille liv

Afskeder, arbejde og så nydning af mulighederne – årskortet til Moesgaard er blevet aktiveret og brugt, vi fik besøgt Bazar Vest og en tur til København. Entre i vævekredsen til de ugentlige samlinger, og næste uge når jeg måske endda at få tråd på væv.

En del afskeder med gode kolleger, selv om noget minder lidt om opera. Dvs. afsked, og så gentagelse, fordi der er overdragelse og ferieafløsning etc.. Jeg har tid og mulighed for at lave en god overdragelse, og det er tilfredsstillende at hjælpe kollegerne godt videre.

Striber

Dag 5 i mit nye liv med deltidsarbejde, og første dag med en hverdag uden (ret meget) arbejde. Om det er foråret eller det nye liv der gør det er ikke klart endnu, men i alt fald har jeg været i vævekredsen, bagt kage og afsluttet et par sjove sokker.

Strikket i et næsten fladt stykke og strikket sammen på toppen af foden. Jeg har været mere heldig med sammensyningen på den ene end den anden, må se om det er ok eller det skal korrigeres.

Når jeg siger strikket næsten fladt:

Opskriften er herfra Helene Jensen, mit par vejer 57 g. Dvs potentiale som resteprojekt. Opskriften er i en størrelse, jeg tænker dog at den kan justeres lidt. De sidder fint på foden som ankelsokker.

En klassiker

Læseklubben var ude for et benspænd i februar, hvor jeg var forhindret i at forlade hjemmet en hel dag. Derfor var det først i denne weekend at vi blev samlet, for at vende verdenssituationen samt Jules Vernes Rejsen til jordens indre.

Vi fik læst lidt op på Jules Verne og litteraturen i midten af 1800-tallet, og vi konstaterede med fornøjelse at historien holdt – let at læse, med en hel del fakta om naturvidenskab, geografi mv. og så en ganske underholdende historie, der gakker ud på en herlig måde, i takt med at hovedpersonen kommer dybere under jorden.

Vi var med andre ord godt underholdt og fik et fint indblik i, hvordan Island blev oplevet for snart 200 år siden, samtidig med at vi fik opfrisket de på den tid nye geologiske tidsaldre – som vist er blevet lidt revideret siden. En anbefaling herfra.

Nyt strik

Det er s¨å længe siden at jeg har vist strik frem her, så det må være passende at starte med et projekt, jeg synes er endt lykkeligt, og hvor det lykkedes at bruge en del små garnrester op. Ikke alle, så der er stadig grønt garn på lager, men dog.

Her er Manchuriet jakke af Helga Isager, strikket med en tynd uldtråd (800 m/100 g) som følgetråd og så grønne, gule/orange samt grå rester. Det gjorde et indhug på 280 g på restelageret for totrådet uld og jeg løb tør for følgetråd. Jeg havde ca 120 g, og gætter på at jeg manglede 10-15 g. Det betyder, at reverset er uden følgetråd, hvilket ikke er et problem da det var gråt i gråt.

Jeg har moret mig med symmetri og ikke-symmetri, og synes at resultatet er blevet fint. Lidt efter det gode gamle motto, ‘when in doubt, take 20 colours more’ – det havde jeg ikke helt, men der er gået en del forskellige farver til.

Fakta: Fulgt opskriften, på nær at ærmerne er forkortede med 6 pinde. De er stadig til den lange side, så lever fuldt ud op til jakkeærme-længde.

Strikket str M, og som nævnt tager det ca 280 g 2-trådet + ca 130 g tynd følgetråd.

Pind 3,5 og 4 mm

Ja, der er en del monteringsarbejde, hvor jeg havde god gavn af nyindkøbte syklemmer. Og jeg er ret vild med detaljen med de fremhævede masker.

Stille weekend, igen

Det har været en ualmindelig lang uge, med rekonvalescens og almindelig sløjhed. Jeg har ikke holdt vinterferie, så der var en enkelt tur til København i kalenderen, men måtte flere dage kaste håndklædet i ringen og lægge mig med rester af influenza og forkølelse.

Samtidig har det været gråt og koldt, som begrænser mulighederne for tøjtørring og til gengæld giver uanede muligheder for motion i form af snerydning. Det bliver ikke min yndlingsmotion.

Fredag lysnede det lidt, hvor solen kiggede frem hen på eftermiddagen sammen med et par gæster på sygebesøg. Det var fint med besøg. Lørdag brugte vi solskinnet til en tur til fjorden, Strit og mig til fods, mens kæresten tog sin første biltur, for at teste formen. Nogenlunde.

Fjorden var smuk og blank, der var lidt is i kanten. Sol og sne er en skøn kombination.

Der havde været flere vinterbadere i, men vi springer over.

I stedet syede jeg lidt mere søm sammen på mit igangværede sy- og strikkeprojekt, med en masse rester af grønt (og lidt gult og gråt). Det er snart færdigt, og jeg er spændt på at se værket, når det har fået en kærlig iblødsætning og blokning. Det er efter Manchuriet fra The Map Collection / Helga Isager.