Bloggen

Stille weekend, igen

Det har været en ualmindelig lang uge, med rekonvalescens og almindelig sløjhed. Jeg har ikke holdt vinterferie, så der var en enkelt tur til København i kalenderen, men måtte flere dage kaste håndklædet i ringen og lægge mig med rester af influenza og forkølelse.

Samtidig har det været gråt og koldt, som begrænser mulighederne for tøjtørring og til gengæld giver uanede muligheder for motion i form af snerydning. Det bliver ikke min yndlingsmotion.

Fredag lysnede det lidt, hvor solen kiggede frem hen på eftermiddagen sammen med et par gæster på sygebesøg. Det var fint med besøg. Lørdag brugte vi solskinnet til en tur til fjorden, Strit og mig til fods, mens kæresten tog sin første biltur, for at teste formen. Nogenlunde.

Fjorden var smuk og blank, der var lidt is i kanten. Sol og sne er en skøn kombination.

Der havde været flere vinterbadere i, men vi springer over.

I stedet syede jeg lidt mere søm sammen på mit igangværede sy- og strikkeprojekt, med en masse rester af grønt (og lidt gult og gråt). Det er snart færdigt, og jeg er spændt på at se værket, når det har fået en kærlig iblødsætning og blokning. Det er efter Manchuriet fra The Map Collection / Helga Isager.

Mange mange meter garn

Næsten 5 km garn spolet op, nu er jeg klar til både en ny luksusbluse til kæresten og en Jenny Jacket til mig selv.

Dette er spoleriet. 2 x 400 m + 3 x 800 m og det sidste nøgle med 1650 m – alt i 100 grams nøgler. Det tyndeste er det bordeaux, som er vævegarn og som jeg skal bruge lidt af til en reparation af et jernalder-bensvøb.

Den lækre stak til luksusblusen er her, og der regnes og tegnes.

Tanken er en bluse i blåt og lidt gråt (der er mere af det lysegrå), med islæt af grøn og turkis. Den rosa / gyldne skal bruges til et mønster på ryggen af bærestykket. Det er igen en bluse på pind 1,5 / 1,75 mm, nu med forlæg i en bluse, jeg strikkede for et par år siden. Der er meget kontinuitet i garnstakken, det mørkeblå er fra den første luksusbluse, jeg strikkede, de mindre nøgler er fra den næste og så er der kommet 3 x 100 gram til i lysere blå, grøn og rosa/gylden. Baseret på de to forrige versioner er estimatet, at der går ca 350 g til denne version. Der er mindst 600 i stakken, inkl. det, der ligger på lageret, så der er potentiale til endnu én.

Mangel på punktummer?

Læseklubben har været forbi en ældre Nobelpristager, Jose Saramago, for at læse en ganske finurlig bog om hvad der kunne ske, hvis døden en dag udeblev. Romanen falder i to dele, hvor første del beskriver forbløffelsen og komplikationerne ved de mange tæt på døde og anden del går over til relationen mellem døden (skrives med lille d i romanen) og dén, der snyder og ikke dør så ungt som planlagt.

Som overskriften antyder, så er der meget få punktummer i romanen, hvor det af og til nærmest er nødvendigt at læse højt (for sig selv) for at hitte rede i replikskiftet. Sprogligt er den elegant, godt skrevet og ideen er sjov. Dog efter min mening sjovest i anden del. To af tre havde læst det hele, den tredje var gået lidt død i de lange sætninger.

På tur

Begejstring smitter, så da jeg havde oplevet REGAN Vest, så skulle resten af husstanden have samme oplevelse. Turen gik derfor mod nord. Nogen med en billet, andre med hund, hundesnor og vandrestøvler.

Det er et flot og nyt museum, der falder smukt ind i landskabet og med et udtryk, der hænger fint sammen med den alvorlige baggrund, den kolde krig.

Her indgangspartiet, i efterårsløvet.

Os med vandrestøvlerne fik en rigtig fin tur. Der er en kort sti, som fører rundt til nogle af de få ydre kendetegn på det kæmpe anlæg, der ligger langt under bakken.

Den længere sti, i forlængelse af museumsstien fører til kalkminer og kilder. Naturen er fantastisk smuk i det bakkede og kildefyldte terræn, her ses det klare vand forhåbentlig tydeligt – eller netop ikke, men der er en opstemning af efterårsfarvede blade, som står smukt og klart.

Det var perfekt vejr at gå i, ikke for varmt, ikke for koldt og kun en smule støvregn. Efter vandringen fortsatte vi til Aalborg, som er en glimrende restaurantby, og vi fik en glimrende middag, mens andre måtte nøjes med hotellets hundekurv.

Før Island

Læseklubben læste for næsten præcist et år siden en røverhistorie fra Island. Vi var alle godt tilfredse med bogen, og da vi skulle finde en ny bog og så på nyere dansk litteratur kom vi forbi Hanne Højgaard Viemoses HHV, Frshwn. Velskrevet, og fra lydbogslytterne forlyder det, også veloplæst, med god udtale af det islandske og fuld gas på, når der i bogen er hjemmegjorte sangtekster og sange. Det var jeg personligt lidt spændt på at høre om.

Bogen har en mørk og tung side, og leger med hvad der er forfatterens egne oplevelser – det er svært at vide, også pga forfatterens metakommentarer i starten og i afslutningen. Den tog lidt tid at læse for mig på grund af de voldsomme situationer, som er vældig levende beskrevet.

Vi har en anbefaling af romanen, som godt skrevet og fortalt, og bedst i sidste halvdel.

Anmeldelse i Information

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/01/hanne-hoejgaard-viemoses-nye-roman-ubaerligt-barsk

Sokkestrik, ikke så enkelt

Jeg trængte til lidt sjov og spændende strik, til afveksling fra en glatstrikket cardigan, hvor der godt nok skal strikkes knaphuller, og der kommer nogle fremhævede masker, på et tidspunkt. Lige nu er det ideelt bilstrik.

Derfor, og i anledning af #socktober, som også virker på dansk #soktober fandt jeg en ældre samling af opskrifter frem, tyndt strømpegarn og stålpindene for at gå i gang med et par af de lidt mere avancerede strømper.

Der er både lace og snoninger, og jeg havde godt nok ikke tjekket opskriften inden, for jeg havde fundet en opskrift, der forventede to snoningspinde – det skal nu være lyv, så jeg nøjes med én og lidt flytten rundt på maskerne.

Mønsteret er Eunice og som det næsten kan ses, så har jeg cookieAs bog. Blev lidt overrasket over, hvor gammel den er. Jeg strikker med 3-trådet strømpegarn, helt almindeligt hvidt og på 2,25 mm stålpinde. Kombinationen er ret vellykket og jeg ser frem til det færdige værk. Ikke sikkert, at det bliver i oktober, men de er korte i skaftet, så det skrider relativt hurtigt frem.

Bogen og mønsteret er ca 15 år gamle.. uha, hvor tiden går.

Mønster og farver

Efter en stribe dækkeservietter, hvor det næsten lykkedes at bruge det røde bomuld/hør op er turen kommet til en mere kompliceret opsætning, i alt fald målt på sølning og trampemønster. Det giver også et meget fint mønster, som ses ganske tydeligt her, hvor de sidste stumper af rød tråd er brugt som islæt.

Vævningen holder næsten samme tæthed i højde og bredde, på væven. Det kan ændre sig lidt når det bliver klippet ned og efterbehandlet (vasket). Det første stykke er vævet med samme farve i trend og islæt, og er naturligt noget svært at se og fotografere. Diskret og elegant håber jeg på i det endelige resultat. Efter det røde kommer nogle forskellige farver, for at se hvordan mørke og lyse farver kommer til at spille med mønsteret.

Der er 8 skafter og 8 tramper i brug, og en ophængning for at hjælpe væveren i at huske mønsteret – for det er altså ikke lige noget, jeg lærer udenad. Men sjovt at prøve.

Årets langtur

Vi glædede os og var lidt spændte på den sene sommerferie / tidlige efterårsferie i år. Turen gik til Sydfrankrig, i vores bil, dvs. elbil. Strit var med, naturligvis.

Det lidt skæve tidspunkt var efter nøje planlægning, og bedste gæt på, hvornår det ville være varmt nok til at en cykeltur ville være rar og lun, men ikke kogende. Det lykkedes langs Canal Midi, og en varm anbefaling til området og tidspunktet. Morgenerne var lidt kølige, eftermiddagene til gengæld godt varme, så dagsetaper på 40-50 km og start ca kl. 8 var perfekt. Det gav mulighed for hundegalop på starten af dagen, og at cykelturen sluttede inden det blev for varmt.

Der går en cykelrute næsten hele vejen langs kanalen, meget grus og af lidt varierende beskaffenhed. Gode dæk anbefales. På turen var der en del gensyn med kanalbåde, og mindelser til en dejlig ferie for efterhånden mange år siden.

Vi cyklede fra lidt syd for Toulouse til Agde, så vi sluttede ved Middelhavet, hvor Strit fandt sin øde ø.

Det var første rigtige langtur med elbil, som gik over al forventning. Både i Tyskland og Frankrig var det mange ladestationer og ok til at finde med hjælp af bilens kort og apps. Marked og priser er endnu lidt umodent, så forberedelse hjemmefra med et-to abonnementer og tilhørende RFID-kort kan anbefales, samt at man ikke kører helt til ladegrænsen. Det forekommer at en station ikke virker.

Selve kørslen gik fint, med en lidt lavere gennemsnitshastighed end i vores unge langfartsdage, og lidt flere pauser. Det gav tid til hundeluftning og måltider, og at det ikke var helt så anspændt at køre. Længste dagsstræk var 1200 km, det vil jeg kalde godkendt.

Vi læser digte

En ny digtsamling af Peter Laugesen, og første gang i lang tid at alle i læseklubben sad med en fysisk bog.

Det var en fornøjelig afveksling at læse digte, og Morgensange kunne læses som et strejf af tristhed og visheden om alderdom, med referencer til tidligere litteratur og gamle, nogle endda afdøde venner. Der er også humor, kærlighed og glæden ved detaljerne i samlingen, som bedst læses sammenhængende, i alt fald for en start.

Dejlig afveksling og fin samling, hvad der heldigvis også er andre, der synes. https://lyrikere.dk/2025/04/25/sange-fra-alderens-vaerksted/

God læselyst!