Læseklub – Side 3

Læseklubben, opdatering

Well – jeg har været lukket ude fra bloggen i et stykke tid, fordi der har været et angreb. Utroligt.

I mellemtiden har læseklubben været samlet to gange.

Først til læsning af Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, som vi alle var begejstrede for, interessant, utroligt ud over hvad man ville have fundet troværdigt i en fiktion og med mange detaljer. Til den seance havde jeg medbragt Vandkunstens smukke optryk af Niebuhrs egen beretning, som var interessant i sammenligning.

Derefter har vi læst finsk – Luftspejling 38. Kjell Westö har fået en pris for romanen, som er velskrevet, sammenhængende komponeret og absolut interessant. Måske lidt tung at komme i gang med, for os, der ikke har Finlands interne opgør mellem røde og hvide present, hvilket også gør at vi tænker at være gået glip af nogle af de lokale referencer og kontekst. På sin vis er bogen også forstemmende – at det kan gå så galt (igen) på trods af den viden som alle havde, men ikke anerkender.

Udmærket bog, som også er omtalt på Litteratursiden

Stærk fortælling fra USAs sydstater

Sidste læseklub i 2017 var i starten af december og vi havde fundet en relativt ny roman, Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Fremragende roman, som lige skulle i gang, men derefter var en meget visuel, fabulerende og, viste det sig, noget underdrevet fortælling om den forfærdelige behandling af sorte i USA før den amerikanske borgerkrig.

Formodentligt er hovedpersonen inspireret af Harriet Tubmann, som tilsyneladende var en særdeles bemærkelsesværdig person, og hvis historie overgår fiktionen.

Vi var glade for romanen, både historien og sprogligt, og regner med at den bliver filmatiseret på et tidspunkt. Personligt vil jeg nok ikke se den, da der er nogle ganske barske scener, som nok desværre ikke er overdrevne.

Varm anbefaling, dog ikke hyggelæsning, og en stærk opvågning i forhold til Onkel Toms hytte og andre, let idylliserende skildringer af slavetiden.

Tysk klassiker – Thomas Mann

Tidlige fortællinger er en ganske omfattende samling af korte og længere stykker, fra 2-3 sider til længere fortællinger / lange noveller. Juvelen i denne samling er ‘Døden i Venedig’, som vi alle havde sikret os at få læst.

Teksterne er i den højlærde genre, oldtidskundskabspensum bliver genopfrisket, og der stilles krav til læseren. Tages efter min mening bedst i mindre doser, og er med den bemærkning absolut gode. Jeg var især imponeret af Døden i Venedig, som jeg finder velkomponeret, gennemskuer og alligevel solidarisk med hovedpersonen, så fortællingen på elegant måde og i et flot sprog både fortæller en historie om en umulig situation, giver plads til egne billeder, og maler et flot billede af badehotellet fra en svunden tid i Venedig.

Vi talte i læseklubben om, at det kunne være fascinerende at komme til Venedig udenfor sæsonen, hvis det tidspunkt findes, måske januar/februar, udenfor fejringen af fasten.

Læseklubben – Annie Proulx

Denne gang har vi igen læst noveller, som er taknemligt emne til en læseklub, hvor vi af og til har travlt. Vi har læst Annie Proulx, Brokeback Mountain-samlingen. Mest pga titelnovellen, som medlæserne berømmede filmatiseringen af i høje vendinger, og som derfor kom med hjem, venligt udlånt af læsefællen, som har en særdeles velassorteret reol med film.

Denne gang havde vi gang i alle medier, film, papirbog, e-bog og lydbog. Novellesamlingen indeholder en række noveller, alle fra Wyoming, som forfatteren skildrer med indlevelse og en vis solidaritet, også med de af og til stivnakkede ranchere. Det er til dels en verden af i går, udkants-USA, som imidlertid ikke bare giver op. Engang var det nybyggeri og hårde naturvilkår, der gav kamp. Naturen er ikke blevet mere gunstig, og nu er det lave kødpriser, vegetarer og en uforstående omverden, rancheren er oppe i mod. Proulx kender og holder af kulturen, men viser også de svage sider.

Proulx er virkelig god til skildringer og dialog, hvor fx filmatiseringen af Brokeback Mountain ligger meget tæt op ad novellen. Livet i Wyoming forekommer lidt barskt, man lever hårdt og vildt, med whisky og risiko for ulykker som en faktor. Nogle ulykker selvpåførte, da afstande kombineret med adfærd tilsyneladende fører til en del sprit- mm kørsel. Novellerne foregår i et tidsspænd der dækker fra ca. 1900 til nu, så der er både historier, der begynder i nybyggertiden / depressionen og historier fra nutiden. Nogle ydre faktorer ændrer sig, men menneskene ændrer sig (forbavsende) lidt.

Novellerne kan absolut anbefales, som et kig ind i Midtvesten / de nordlige ranchere. Hvor, det ikke er unormalt at kvinder kan ride og håndtere kvæg, men kønsroller stadig er ganske traditionelle.

Om tiderne og tidernes skiften

Læseklubben har læst ‘En ny tid’ af Ida Jessen. En relativt kort beretning om den unge friskolelærerinde, der pludselig er lægefrue, og lidt senere bliver enke. Hun finder ud af, at ‘alt er ordnet’, og der dukker et par overraskelser op. Nok også for enkemanden, i forhold til hans planer og tanker.

Vi fandt den fin og velskrevet, en bog som er relativt tidløs, og et par af os vil nok med interesse læse ægtemandens version. Dr. Bagges version er kommet, som en selvstændig efterfølger.

Kan absolut anbefales.

Tysk klassiker – Heine

Fordi vi forrige gang havde læst om gamle tyskere, havde vi til denne gang besluttet os for at læse noget af den ægte vare, en tysk klassiker. Valget faldt på Heine, og hans vinterrejse. Fysisk er det ikke et stort værk, men som et godt digt, tæt spækket med henvisninger og referencer. Herunder også progressive og revolutionære tanker, som bestemt var både underholdende og læseværdigt nu, mange år senere. De to af os læste den vist nyeste danske oversættelse, fra begyndelsen af 80’erne, mens den tredje tog værket på originalsproget. Bortset fra enkelte meget konkrete udtryk (hestepærer) er det et tilgængeligt tysk.

På trods af den korte form, så er der til hver af oplevelserne nogle korte og præcise billeder, herunder af, hvor pløret et af hertudgdømmerne var (havde det halve hertugdømme med under fodsålerne – enhver, der har gået i tung lerjord kender fornemmelsen). Vi var fornøjede med læsningen, spændvidden og smidigheden i sproget og ikke mindst opførelsen nedenfor. Dog forekommer Barbarossa at være noget gråsprængt.

Findes i hurtig og underholdende gengivelse her: