Broderifest i maj

Sidste år havde Strikkeforskeren og jeg en aftale om et FYSISK kursus hos Ønskefeen – petit point, som desværre blev aflyst. Vi tog den virtuelle udgave sidste år, og for kursusgebyret for det oprindelige kursus har jeg fornøjelsen af at deltage i Tekstiltryk-kurset hos Mette og lige om lidt kommer også ‘Kom til orde’.

Fordelen! ved de virtuelle kurser er, at man ca. 14 dage før får en pakke med materialer og små pakker til de enkelte dele på kurset. Nogle kurser kan man klare med egne materialer, tekstiltrykket kræver en række bestemte materialer, så der er det en klar fordel at få kursuspakken. Det betyder at barnlige sjæle som undertegnede kan more sig med at pakke ud, og vende de små kursuspakker lidt rundt, samt line fx tekstilfarverne op. En fornøjelse i sig selv.

Vi er nået til del 2 – venetiansk illusionsbroderi, hvor der er et lille motiv med på et fint stykke hør (faktisk 2 stykker, udtryk for et realistisk forhold til sandsynligheden for at spilde eller tegne udenfor). Nedenfor har jeg været i gang med den tynde pensel og den sorte farve, på et gammelt, godt sugende håndklæde. Mærker fra del 1 ses – den blå plamage under vejledningen.

Behørigt spændt op med stifter, så jeg ikke af vanvare kommer til at fedte rundt med stof og pensler. Der er en lille bule foroven, som dog ikke er større, end at jeg tænker at den er dækket af kantsyningen. Nu tørrer det, og så kommer strygejernet på banen – det har heller ikke været meget brugt det sidste år. Jeg har lært et nyt begreb om strygefiksering, og det skal til inden der skal broderes. Men nu er den del overstået, der ikke er kompatibel med et kontor-skrivebord.

Her er del 1, tryk efter skabelon og en brugt skabelon, på et prøvestykke. Ret sjovt, og jeg har bestemt fået nogle ideer. Inkl. muligheden for at bruge fingrene, som jo er en fornøjelse, at stå og pladre med farve.

Men for at det ikke skal være lyv, så har Strikkeforskeren og jeg faktisk været på fysisk kursus. Vi greb chancen for et kursus på Koldinghus – og inden da en frokost på den Blå Bistro – med asparges, brisler og vildtragout. Respekt for serveringen, som var fremragende og noget, jeg aldrig selv var kommet på.

Vi så på korssting – frie og vilde, med Bettina Andersen. Der var tre emner på kurset – frie korssting, negativ form og korssting på vandopløseligt stramaj. Ovenfor har jeg kombineret de tre – for det tager sin tid, så det er resultatet af 3 timers workshop + en times tid hjemme. Der er nok til en god time endnu – og så skal der noget ind i midten for at imødekomme det fjerde aktuelle emne, nemlig lapning. Det bliver i høj grad synligt, at den lille rift bliver dækket og rammet ind. Det er en gammel og elsket skjorte, der får nyt liv, og jeg har mange flere planer for broderi på den.

God inspiration og et godt skub til at tage nye metoder og teknikker i brug, som jeg tænker der er meget fornøjelse i, samtidig med at der er basis for unikt tøj mm. Udstillingen af Dronningens Broderier var stærkt inspirerende som anvisning på, hvordan man går selv, og selv finder på, også når det er de traditionelle former. Herunder, at broderi kan placeres mange steder, skamler, stolesæder etc. – og tanken om en broderet aftentaske er da også tillokkende.

Broderi – og lidt arm

Egentlig handler bloggen om håndarbejde, bøger og haveliv. Så lad os lige se:

Her er sørme en færdigbroderet musvit, efter kyndigt forlæg af Pelse Asboe for Fru Zippe. Nu er kræet klart til at blive skyllet op og monteret, tanken er, at det skal blive en del af en ny pose til håndarbejdsgrej.

En god del af værket er broderet med én og venstre hånd, hvor stoffet er placeret i en (solid) broderiramme med fod. Foden er beregnet til at man kan holde rammen fast med et ben (siddende på rammen), og så brodere frit.

Det tager naturligvis længere tid, men når man har en vinkelgips med sig, så gør det ikke noget – jeg havde ikke så travlt med mange ting i den periode.

Nu har jeg så kastet mig over et noget hengemt projekt, som har ligget påbegyndt i et år+ og godt kan komme til at tage lidt tid..

En serviet, fx til brødkurven. Lækker hvid hør og DMC-garn. Dvs. at det er vaskbart, og det er faktisk hørren, der er det mest sarte, ikke DMC-garnet. Det er vaskbart op til 60 grader.

Det er et ‘stop spild af tråd’-projekt fra Ønskefeen – købt på messe på et tidspunkt. Det bliver fint, og med mulighed for at prøve forskellige sting.

Grænseløse sting

I anledning af 100-års jubilæet for genforeningen har Trapholt inviteret til et kunstprojekt, Grænseløse sting. Projektet er ledet af Iben Høj, som både laver strikdesigns og kunst – her er det kunsten, der er i fokus. Jeg meldte mig, og har faktisk nået at gøre mine bidrag færdig, lidt skubbet til af den uventede isolering hjemme (jeg er ikke syg eller smittet, men arbejder hjemme og følger vejledningerne).

Projektet blev startet i januar, hvor der blev udleveret materialer. Jeg var kæk, og tog materiale til to stykker. Inspirationen er Dannebrog – farve og facon på de enkelte stykker. Derfor et langt smalt stykke – en del af det hvide i flaget, og et kvadratisk stykke – et af de røde felter. Meningen er, at alle de mange broderede stykker skal sys sammen til sidst. Det er også efter Ibens anvisning, at der ikke er hæftet ender. De skal give synlighed og luftighed til værket.

Herunder er det første stykke, hvor jeg har broderet over temaet grænser / grænseløs. Der er tre begrænsende symboler – pigtråd, en ‘stop’hånd og et stopskilt. Derefter de mere venlige temaer, med et hjerne, en hånd der viser vej samt et Dannebrog. Der er brugt en række forskellige broderitråde og forskellige sting, så der er stor variation i stykket. Grensting, kædesting, forsting, bayeux-sting (i hør!), kontursting og korssting.

P1040108

Nedenfor et stykke, der afslører, hvorfor Genforeningen betyder noget for mig. Ganske svagt kan man ane den gamle grænse, og der er tre små prikker nedenunder grænsen. Det symboliserer, hvor mine morforældre, og min mor er født. Dvs. jeg kunne have været halvt tysk. Så var der nok mange andre ting, der havde været anderledes, også. Den nye grænse er syet med forsting, for at symbolisere de åbne grænser i Europa – ret mærkværdigt, at lige netop i de dage, hvor jeg syede værket færdig, blev grænsen lukket. Midlertidigt.

Konturen af landet, også lidt syd for grænsen er syet med nedlagt syning. (mit favoritnavn på et sting). Als og Broager land voldte mig lidt besvær, da det er en ret kraftig tråd, der er syet med. Derfor valgte jeg en tyndere tråd til øerne i Vadehavet. Min signatur kan lige anes, den er broderet med tråd, som jeg har fundet i en kasse med tråd fra min mor og bedstemødre. Det øvrige tråd er udleveret af Trapholt.

P1040107

Ferniseringen bliver formodentlig i juni, hvor den skulle have været i maj. Jeg er spændt på at se, hvordan de mange, og meget forskellige bidrag bliver føjet sammen.

Sommerferien 2018

Varm, meget varm. Den solrigeste juli i Danmark i mange år og det betyder varmt, når man som vi bor på en sydvendt bakketop.

Læst en masse, strikket en del, passet hund 2 uger og konstateret, at ja, vi skal have hund igen på et tidspunkt, når det er forsvarligt, dvs. at der ikke er fast behov for at hunden skal være alene hjemme lang tid.

Ferien er ikke slut endnu, næste uge er i Skals, på håndarbejdshøjskole. Jeg glæder mig.

FO En designer-sag

Længe siden, og der er da et par FOer siden sidste opdatering.
Denne er en ny yndling – en sommerlig bluse af en dansk tekstilkunsthåndværker, Iben Høj

Iben har designet for KitCouture, som er ret ny på designfronten, med en blanding af kendte og nye designere. Mange spændende ting og en meget moderne formidling, ikke mindst. Lækkert med den vinkel, en ny tilgang til at sælge håndarbejde.

Fakta:

Lyø bluse str. small i natur/rosa

Materiale: 160 g Alpaca (Indiecita fra Filcolana) og 40 g mohair/silke (Tilia, også Filcolana)

Pinde: 4,5 mm (Knitpro 80 cm)

Ændringer: Ingen tilsigtede, men jeg missede 2 masker i bredden i starten, så hele værket er blevet 2 masker mindre i højden. Blusen strikkes på tværs. Da jeg ikke er højere end jeg er, så er det kun en fordel.

Hot / not: Smuk og anderledes bluse. Vil være let at give lidt større halsudskæring, for- og bagstykke er ens. I praksis glider skuldersømmen lidt frem, så der bliver en større udskæring foran end bagpå. Let og luftig, så fin som forårsbluse, alpacaen gør at jeg nok vil tænke to gange i 25 graders varme, men modellen er løst siddende og let, så den holder til lunt vejr.

2017/2018

Det var 2017, som var et specielt, og blogfattigt år.

Specielt, fordi der var alvorligt sygdom i familien, som betød, at der var et andet fokus i 2017. Der er gået meget tid med besøg mm, og familien er blevet prioriteret.

Her på bloggen ser det nærmest ud som, at der kun er blevet læst. Instagram-følgerne vil dog vide, at der også er blevet strikket, syet og broderet.

dav

I omfang er det et patchworksengetæppe til niecen, en konfirmationsgave, der er absolut største projekt i 2017. Det blev til et tæppe til en dobbeltseng, med et grafisk mønster i ensfarvede bomuldsstof, fra hvid til sort. Syet på maskine, quiltet i hånden. Jeg har efterhånden en ret stor stak af patchworkstof, inkl. aflagte bomuldsskjorter og til nu er der gået mere ind i stakken end der er gået ud, klassisk problem, da jeg har købt rigeligt for ikke at løbe tør. På den ene side synes jeg tæpperne er sjove at lave, på den anden side kræver de lidt mentalt tilløb, fordi projekterne er så fysisk store, og særligt at skære stofferne kan jeg godt synes er lidt fysisk anstrengende.I strikkeafdelingen er det blevet til et par ting til mig selv: Birch, Gisela, Swallow. Den første og sidste har været i god brug, og bliver klassikere i garderoben. Gisela har jeg gået og kigget lidt på, om den er for smal. Det er et ret specielt garn fra Habu, og jeg har en del til overs. Den jammerlige sommer sidste år gjorde det ikke lettere at få Gisela i brug, da den mildt sagt ikke er en varm trøje, men mere et bidrag til en siluet.

Det er også blevet til en enkelt sag til Kæresten, ud over et par strømper. En ulden t-shirt / undertrøje, i et vaffelmønster, der gør den ret lun. Og fordi garnet er superwash blev den lidt længere i vask, så nu er den helt sikker lang nok til at dække en sart lænd. Pind 2,5 mm, synes jeg selv er lidt sejt.

Der er også blevet strikket et par strømper eller fire, samt et par andre ting, blandt andet som gaver.

Materialemæssigt har året været præget af, at der selvfølgelig er blevet brugt en del uld, men at der også er kommet mere af både hør, silke, kidmohair og sjove garner fra Habu ind på matriklen. De er ikke alle sammen kommet på pindene endnu, men jeg glæder mig til at lege med dem alle sammen. Uld er fantastisk, og vil altid være basis, men det er fedt med eksperimenter med andre materialer.

Årets store hobbymæssige begivenhed er anskaffelsen af en skaftevæv, 8 skafter, 6 tramper. Jeg spekulerer allerede på, om ikke jeg kan sætte 2 tramper mere på. Det er som at lære et nyt sprog, med diagrammer, fagudtryk og en masse teknik, og jeg er absolut novice endnu. Derfor har jeg booket mig ind på et kursus på Skals til sommer, og glæder mig til at blive dygtigere på væven. Inden den store skaftevæv har jeg haft øvet mig på en mindre rammevæv, hvor det er blevet til et par tørklæder.

Foreløbig er det blevet til 4 viskestykker, i svingende kvalitet, og en øm ryg plus en trend, der nok bliver kasseret, fordi der er gået kludder i sagen.

 

En sokkemund, eller sokker på en anden måde

Ofte strikker jeg sokker oppefra og ned, helt almindeligt. Det gælder både de almindelige, med glat eller ribstrikket skaft, eller hvis der skal mønster til. Den facon passer fint til min fod. Til Kærestens fod sker det, at strømpen kommer til at sidde og bukle over vristen, hvor denne, anden metode faktisk fungerer udmærket og giver en lidt anden pasform. ‘Opfinderen’, Cat Bordhi, hævder, at denne metode vil give god pasform til alle, og den er samtidig lidt sjov.

Man starter med at strikke foden, og lave de individuelle udtagninger, afpasset efter højden af vristen på modtageren. Der, hvor der efterfølgende skal åbnes til anklen indsættes to ‘livliner’, som helt praktisk bruges til opsamling af masker efterfølgende. Der skal være en omgang mellem livlinerne, så de kan adskilles. Her har jeg trukket den midterste maske i omgangen mellem livliner op, og er klar til at klippe i den, så jeg kan åbne til anklen.

Her har jeg klippet, og pillet op. Der pilles op på tværs af hele oversiden, undtaget to masker i hver side, der ikke skal pilles op. Livlinen sidder stadig i. Rundpinden er fundet frem, og jeg er klar til at samle masker op. Det er Addi Turbo Lace, som er ret spidse, derfor bruger jeg bare den pind, jeg skal strikke videre med. Hvis jeg havde brugt pinde, som var mere runde i enderne ville jeg nok tage en pind et nr. mindre, for at gøre det lettere at samle maskerne op.

Det ligner ærligt talt et stor flab – en sokkemund.

Et voila, så er der samlet masker op, og jeg er klar til at strikke skaftet rundt. Nedefra, så jeg kan i dette tilfælde bare strikke til jeg ikke har mere garn. Livlinen sidder stadig i, ikke fordi den har praktisk betydning. Man kan svagt ane, at der i hver side er en (lang) løs tråd, fra oppilningen. Den må ikke klippes af, for så kan (vil) der komme huller. Jeg plejer at hæfte dem, mest af hensyn til brugeren, som ikke er begejstret for 10 cm lange tråde løst i strømpen.

Der er ikke lukket af i enden, ses med gult. Det er af hensyn til at kunne lave en korrektion af størrelsen for den sidste del af foden samt at det fysisk ikke ville være muligt. Der lukkes af i enden når skaftet er strikket og sokken kan prøves på. Hele forfoden kan prøves løbende, og skal prøves første gang, for at finde ud af, hvor der skal tages ud til vrist og hvor markeringen til ankel skal placeres.

Lidt fakta om modellen:

Garnet er Hjertegarns sokkegarn (alm. 4-trådet), som jeg synes er glimrende. Jeg bruger normalt 100 g til et par herrestrømper.

Pindene er 2,25 mm, 80 cm Addi Turbo Lace. Spidse og effektive.

Strikkebilleder 2016

Forleden var der anledning til at bruge en smule solskin til at tage billeder af nogle af de færdige projekter fra sidste år.

Øksø-puden, med de sjove bobler og de fede farver. En publikumsfavorit, som har fået rigtig mange til at kommentere / mærke efter. Strik kan være næsten så kontaktskabende som en hundehvalp.

Habu textiles, kinesisk inspireret kort pullover. Strikket i papirgang og overraskende fed. Underspillet cool. Knapper fra Hong Kong, så i sandhed et internationalt projekt.

Dansk design – når jeg kigger i skabet, ligger der efterhånden en del Helga Isager-modeller. Den seneste, færdige, er denne Lemon. Der var næsten garn nok, det blev til 4 omgange i taljen frem for 6. Det lever jeg med.

Og et par sokker, Regia, ‘magic’, som bliver (næsten) identiske. Det afsløres lynhurtigt, hvis strikkefastheden svinger lidt, hvilket kostede en omstrikning af det ene skaft. Men nu er de der.

Samlet på året blev det til næsten 10 km garn, og en nedbringelse af garnlageret med 782 gram.