Det har været en ualmindelig lang uge, med rekonvalescens og almindelig sløjhed. Jeg har ikke holdt vinterferie, så der var en enkelt tur til København i kalenderen, men måtte flere dage kaste håndklædet i ringen og lægge mig med rester af influenza og forkølelse.
Samtidig har det været gråt og koldt, som begrænser mulighederne for tøjtørring og til gengæld giver uanede muligheder for motion i form af snerydning. Det bliver ikke min yndlingsmotion.
Fredag lysnede det lidt, hvor solen kiggede frem hen på eftermiddagen sammen med et par gæster på sygebesøg. Det var fint med besøg. Lørdag brugte vi solskinnet til en tur til fjorden, Strit og mig til fods, mens kæresten tog sin første biltur, for at teste formen. Nogenlunde.
Fjorden var smuk og blank, der var lidt is i kanten. Sol og sne er en skøn kombination.
Der havde været flere vinterbadere i, men vi springer over.
I stedet syede jeg lidt mere søm sammen på mit igangværede sy- og strikkeprojekt, med en masse rester af grønt (og lidt gult og gråt). Det er snart færdigt, og jeg er spændt på at se værket, når det har fået en kærlig iblødsætning og blokning. Det er efter Manchuriet fra The Map Collection / Helga Isager.
Næsten 5 km garn spolet op, nu er jeg klar til både en ny luksusbluse til kæresten og en Jenny Jacket til mig selv.
Dette er spoleriet. 2 x 400 m + 3 x 800 m og det sidste nøgle med 1650 m – alt i 100 grams nøgler. Det tyndeste er det bordeaux, som er vævegarn og som jeg skal bruge lidt af til en reparation af et jernalder-bensvøb.
Den lækre stak til luksusblusen er her, og der regnes og tegnes.
Tanken er en bluse i blåt og lidt gråt (der er mere af det lysegrå), med islæt af grøn og turkis. Den rosa / gyldne skal bruges til et mønster på ryggen af bærestykket. Det er igen en bluse på pind 1,5 / 1,75 mm, nu med forlæg i en bluse, jeg strikkede for et par år siden. Der er meget kontinuitet i garnstakken, det mørkeblå er fra den første luksusbluse, jeg strikkede, de mindre nøgler er fra den næste og så er der kommet 3 x 100 gram til i lysere blå, grøn og rosa/gylden. Baseret på de to forrige versioner er estimatet, at der går ca 350 g til denne version. Der er mindst 600 i stakken, inkl. det, der ligger på lageret, så der er potentiale til endnu én.
Jeg trængte til lidt sjov og spændende strik, til afveksling fra en glatstrikket cardigan, hvor der godt nok skal strikkes knaphuller, og der kommer nogle fremhævede masker, på et tidspunkt. Lige nu er det ideelt bilstrik.
Derfor, og i anledning af #socktober, som også virker på dansk #soktober fandt jeg en ældre samling af opskrifter frem, tyndt strømpegarn og stålpindene for at gå i gang med et par af de lidt mere avancerede strømper.
Der er både lace og snoninger, og jeg havde godt nok ikke tjekket opskriften inden, for jeg havde fundet en opskrift, der forventede to snoningspinde – det skal nu være lyv, så jeg nøjes med én og lidt flytten rundt på maskerne.
Mønsteret er Eunice og som det næsten kan ses, så har jeg cookieAs bog. Blev lidt overrasket over, hvor gammel den er. Jeg strikker med 3-trådet strømpegarn, helt almindeligt hvidt og på 2,25 mm stålpinde. Kombinationen er ret vellykket og jeg ser frem til det færdige værk. Ikke sikkert, at det bliver i oktober, men de er korte i skaftet, så det skrider relativt hurtigt frem.
Bogen og mønsteret er ca 15 år gamle.. uha, hvor tiden går.
Pink Floyd har på et af deres tidlige covers et billede, hvor alt bandets gear er stillet frem til skue. Det fylder en del, men kan dog rummes i en enkelt turbus.
Det har inspireret ‘nogen’ her på matriklen til, at der skulle tages et tilsvarende billede af de håndarbejdsrelaterede redskaber og materiale. Det bliver til en del, som det ses her.
Det er rok, garnvinde, vægt, krydsnøgleapparat, væv, strikkepinde, broderirammer, symaskine, trendbord, gine,… og så videre.
Der er til mange gode timers hobby her, og så var det en glimrende anledning til at få sorteret og lagt på plads. Det tog som tid!
Strømpeåret, hvor jeg har strikket 12 par som deltager i en samstrik, arrangeret af Maja / @jaffelaf via Instagram. De fleste kan findes under hashtag #strikdanskestrømpermedjaffelaf
Lidt broderi er det også blevet til, blandt andet med venstre hånd, mens min højre arm helede ovenpå et træls brud (februar). Med god hjælp af mit broderistativ fik jeg lavet kroppen på den søde musvit. Resten blev broderet efterfølgende, med almindelig brug af højre hånd.
Jeg har også leget med hos Ønskefeen hvor jeg har lavet et fup-broderi, dvs illusion af udklip. Efterfølgende er det omsat til pynt på en lille dåse, der pt. huser knappenåle. Sjovt at lave, og at lege med tryk og print, som supplement til broderiet.
Det bedste projekt jeg har strikket i år er dog en lækker bluse i hør, med lidt ærme, så den er fint anvendelig en stor del af året. Det er Barcelona, fra Isager, dog et Torhild Trydal-design.
Vasket og tørret Barcelona
Dejlig bluse som jeg har nydt at bruge i sommerhalvåret. Den fungerer også med en habitjakke over. Der er en del garn til overs (jeg var dog nødt til at købe et enkelt nøgle ekstra til kittet), så jeg spekulerer på en opfølgende t-shirt, i en eller anden intarsia-udgave.
Årets strikkegadget er mit nye krydsnøgleapparat, som er træ og dejligt solidt. Det er taget i brug og jeg glæder mig til mange års brug.
Længe siden, og der er da et par FOer siden sidste opdatering.
Denne er en ny yndling – en sommerlig bluse af en dansk tekstilkunsthåndværker, Iben Høj
Iben har designet for KitCouture, som er ret ny på designfronten, med en blanding af kendte og nye designere. Mange spændende ting og en meget moderne formidling, ikke mindst. Lækkert med den vinkel, en ny tilgang til at sælge håndarbejde.
Fakta:
Lyø bluse str. small i natur/rosa
Materiale: 160 g Alpaca (Indiecita fra Filcolana) og 40 g mohair/silke (Tilia, også Filcolana)
Pinde: 4,5 mm (Knitpro 80 cm)
Ændringer: Ingen tilsigtede, men jeg missede 2 masker i bredden i starten, så hele værket er blevet 2 masker mindre i højden. Blusen strikkes på tværs. Da jeg ikke er højere end jeg er, så er det kun en fordel.
Hot / not: Smuk og anderledes bluse. Vil være let at give lidt større halsudskæring, for- og bagstykke er ens. I praksis glider skuldersømmen lidt frem, så der bliver en større udskæring foran end bagpå. Let og luftig, så fin som forårsbluse, alpacaen gør at jeg nok vil tænke to gange i 25 graders varme, men modellen er løst siddende og let, så den holder til lunt vejr.
Det var 2017, som var et specielt, og blogfattigt år.
Specielt, fordi der var alvorligt sygdom i familien, som betød, at der var et andet fokus i 2017. Der er gået meget tid med besøg mm, og familien er blevet prioriteret.
Her på bloggen ser det nærmest ud som, at der kun er blevet læst. Instagram-følgerne vil dog vide, at der også er blevet strikket, syet og broderet.
dav
I omfang er det et patchworksengetæppe til niecen, en konfirmationsgave, der er absolut største projekt i 2017. Det blev til et tæppe til en dobbeltseng, med et grafisk mønster i ensfarvede bomuldsstof, fra hvid til sort. Syet på maskine, quiltet i hånden. Jeg har efterhånden en ret stor stak af patchworkstof, inkl. aflagte bomuldsskjorter og til nu er der gået mere ind i stakken end der er gået ud, klassisk problem, da jeg har købt rigeligt for ikke at løbe tør. På den ene side synes jeg tæpperne er sjove at lave, på den anden side kræver de lidt mentalt tilløb, fordi projekterne er så fysisk store, og særligt at skære stofferne kan jeg godt synes er lidt fysisk anstrengende.I strikkeafdelingen er det blevet til et par ting til mig selv: Birch, Gisela, Swallow. Den første og sidste har været i god brug, og bliver klassikere i garderoben. Gisela har jeg gået og kigget lidt på, om den er for smal. Det er et ret specielt garn fra Habu, og jeg har en del til overs. Den jammerlige sommer sidste år gjorde det ikke lettere at få Gisela i brug, da den mildt sagt ikke er en varm trøje, men mere et bidrag til en siluet.
Det er også blevet til en enkelt sag til Kæresten, ud over et par strømper. En ulden t-shirt / undertrøje, i et vaffelmønster, der gør den ret lun. Og fordi garnet er superwash blev den lidt længere i vask, så nu er den helt sikker lang nok til at dække en sart lænd. Pind 2,5 mm, synes jeg selv er lidt sejt.
Der er også blevet strikket et par strømper eller fire, samt et par andre ting, blandt andet som gaver.
Materialemæssigt har året været præget af, at der selvfølgelig er blevet brugt en del uld, men at der også er kommet mere af både hør, silke, kidmohair og sjove garner fra Habu ind på matriklen. De er ikke alle sammen kommet på pindene endnu, men jeg glæder mig til at lege med dem alle sammen. Uld er fantastisk, og vil altid være basis, men det er fedt med eksperimenter med andre materialer.
Årets store hobbymæssige begivenhed er anskaffelsen af en skaftevæv, 8 skafter, 6 tramper. Jeg spekulerer allerede på, om ikke jeg kan sætte 2 tramper mere på. Det er som at lære et nyt sprog, med diagrammer, fagudtryk og en masse teknik, og jeg er absolut novice endnu. Derfor har jeg booket mig ind på et kursus på Skals til sommer, og glæder mig til at blive dygtigere på væven. Inden den store skaftevæv har jeg haft øvet mig på en mindre rammevæv, hvor det er blevet til et par tørklæder.
Foreløbig er det blevet til 4 viskestykker, i svingende kvalitet, og en øm ryg plus en trend, der nok bliver kasseret, fordi der er gået kludder i sagen.
Ofte strikker jeg sokker oppefra og ned, helt almindeligt. Det gælder både de almindelige, med glat eller ribstrikket skaft, eller hvis der skal mønster til. Den facon passer fint til min fod. Til Kærestens fod sker det, at strømpen kommer til at sidde og bukle over vristen, hvor denne, anden metode faktisk fungerer udmærket og giver en lidt anden pasform. ‘Opfinderen’, Cat Bordhi, hævder, at denne metode vil give god pasform til alle, og den er samtidig lidt sjov.
Man starter med at strikke foden, og lave de individuelle udtagninger, afpasset efter højden af vristen på modtageren. Der, hvor der efterfølgende skal åbnes til anklen indsættes to ‘livliner’, som helt praktisk bruges til opsamling af masker efterfølgende. Der skal være en omgang mellem livlinerne, så de kan adskilles. Her har jeg trukket den midterste maske i omgangen mellem livliner op, og er klar til at klippe i den, så jeg kan åbne til anklen.
Her har jeg klippet, og pillet op. Der pilles op på tværs af hele oversiden, undtaget to masker i hver side, der ikke skal pilles op. Livlinen sidder stadig i. Rundpinden er fundet frem, og jeg er klar til at samle masker op. Det er Addi Turbo Lace, som er ret spidse, derfor bruger jeg bare den pind, jeg skal strikke videre med. Hvis jeg havde brugt pinde, som var mere runde i enderne ville jeg nok tage en pind et nr. mindre, for at gøre det lettere at samle maskerne op.
Det ligner ærligt talt et stor flab – en sokkemund.
Et voila, så er der samlet masker op, og jeg er klar til at strikke skaftet rundt. Nedefra, så jeg kan i dette tilfælde bare strikke til jeg ikke har mere garn. Livlinen sidder stadig i, ikke fordi den har praktisk betydning. Man kan svagt ane, at der i hver side er en (lang) løs tråd, fra oppilningen. Den må ikke klippes af, for så kan (vil) der komme huller. Jeg plejer at hæfte dem, mest af hensyn til brugeren, som ikke er begejstret for 10 cm lange tråde løst i strømpen.
Der er ikke lukket af i enden, ses med gult. Det er af hensyn til at kunne lave en korrektion af størrelsen for den sidste del af foden samt at det fysisk ikke ville være muligt. Der lukkes af i enden når skaftet er strikket og sokken kan prøves på. Hele forfoden kan prøves løbende, og skal prøves første gang, for at finde ud af, hvor der skal tages ud til vrist og hvor markeringen til ankel skal placeres.
Lidt fakta om modellen:
Garnet er Hjertegarns sokkegarn (alm. 4-trådet), som jeg synes er glimrende. Jeg bruger normalt 100 g til et par herrestrømper.
Pindene er 2,25 mm, 80 cm Addi Turbo Lace. Spidse og effektive.
Forleden var der anledning til at bruge en smule solskin til at tage billeder af nogle af de færdige projekter fra sidste år.
Øksø-puden, med de sjove bobler og de fede farver. En publikumsfavorit, som har fået rigtig mange til at kommentere / mærke efter. Strik kan være næsten så kontaktskabende som en hundehvalp.
Habu textiles, kinesisk inspireret kort pullover. Strikket i papirgang og overraskende fed. Underspillet cool. Knapper fra Hong Kong, så i sandhed et internationalt projekt.
Dansk design – når jeg kigger i skabet, ligger der efterhånden en del Helga Isager-modeller. Den seneste, færdige, er denne Lemon. Der var næsten garn nok, det blev til 4 omgange i taljen frem for 6. Det lever jeg med.
Og et par sokker, Regia, ‘magic’, som bliver (næsten) identiske. Det afsløres lynhurtigt, hvis strikkefastheden svinger lidt, hvilket kostede en omstrikning af det ene skaft. Men nu er de der.
Samlet på året blev det til næsten 10 km garn, og en nedbringelse af garnlageret med 782 gram.
