En helt unik titel, som vi fik lyst til at se nærmere på i læseklubben. ’Svaner bliver ikke skilt’, som er bogen inden den belønnede Ar, begge af Audur Ava Olafsdottir (beklager manglende brug af islandske tegn).
Det er en udmærket og underholdende roman, som fortæller en let grotesk historie fra et ikke nærmere betegnet sted på den nordlige halvkugle. Island er det naturlige bud, bortset fra at der refereres til en breddegrad nord for Island. Dette siger måske mere om læseklubbens nørd-niveau end om romanen, i alt fald måtte vi have atlasset frem, for at vurdere geografien. Hvor mange småbyer med forskere i kaosteori (Floke) der findes på de kanter er et godt spørgsmål. Ikke alt skal tages helt bogstaveligt, historien om hustruen og moderen, der med kort varsel mister sin mand til en anden mand er fortalt med fuldt drøn og mange detaljer. Enkelte ender finder ikke plads i fortællingen, som man som læser bagefter kan sidde og fundere lidt over.
En klar anbefaling af en iderig forfatter, der gerne vil fortælle en historie. Hun har fået denne læser til at finde næste bog frem, Ar, som har noget af den samme tone. Herunder, at der maks. 30 minutter inde i lytningen er bragt to broderede puder ind i teksten. Broderede puder har nemlig også en vis birolle i den første bog, hvilket jo kan glæde en fritidsbrodøse.