Tag: læseklubben

Læseklubben læste for næsten præcist et år siden en røverhistorie fra Island. Vi var alle godt tilfredse med bogen, og da vi skulle finde en ny bog og så på nyere dansk litteratur kom vi forbi Hanne Højgaard Viemoses HHV, Frshwn. Velskrevet, og fra lydbogslytterne forlyder det, også veloplæst, med god udtale af det islandske og fuld gas på, når der i bogen er hjemmegjorte sangtekster og sange. Det var jeg personligt lidt spændt på at høre om.

Bogen har en mørk og tung side, og leger med hvad der er forfatterens egne oplevelser – det er svært at vide, også pga forfatterens metakommentarer i starten og i afslutningen. Den tog lidt tid at læse for mig på grund af de voldsomme situationer, som er vældig levende beskrevet.

Vi har en anbefaling af romanen, som godt skrevet og fortalt, og bedst i sidste halvdel.

Anmeldelse i Information

En ny digtsamling af Peter Laugesen, og første gang i lang tid at alle i læseklubben sad med en fysisk bog.

Det var en fornøjelig afveksling at læse digte, og Morgensange kunne læses som et strejf af tristhed og visheden om alderdom, med referencer til tidligere litteratur og gamle, nogle endda afdøde venner. Der er også humor, kærlighed og glæden ved detaljerne i samlingen, som bedst læses sammenhængende, i alt fald for en start.

Dejlig afveksling og fin samling, hvad der heldigvis også er andre, der synes. https://lyrikere.dk/2025/04/25/sange-fra-alderens-vaerksted/

God læselyst!

Efter en kort pause har læseklubben været samlet igen. Denne gang var vi en tur om det østjyske, hvor vi har læst Svend Åge Madsen og Esbens fire liv

Bogen er flydende og relativt let læst. Der er en del referencer til tidligere Madsen-værker og der er proppet flere historier ind i den ikke så lange roman. Nogle af dem kan derfor godt føles lidt uudfoldede i romanen. Hovedhistorien er yderst relevant og aktuel, og beskrevet med en fin tilgang og, for mig, interessant vinkel. Nogle af sidehistorierne er måske lidt mere spekulative, fx at ‘Jesus’ dukker op på et tidspunkt. Men ok – det er tættere på hvordan nogen bruger chatbots end måske godt er. Alle havde læst, og vi kom blandt andet til at mindes da vi sidst læste Peter Adolphsen.

Hurra for Vejle Bibliotek, for at have en original udgave af Tom Kristensens Livets Arabesk på hylden (i magasinet). Tænk at låne en bog, der er udkommet i 1921, med den tids indbinding, stavemåde og tegnsætning. Det er da skønt, og giver en ekstra dimension i læsningen.

Anledningen var seneste træf i læseklubben, hvor vi havde valgt Kristensens første roman som tema. Sjovt nok var den ikke som lydbog, det tror jeg faktisk ellers at den vil være velegnet til, så vi havde fået fat i den som (e-)bog. Min i originalt tryk, en anden i 1:1 genoptryk, dog uden læderindbindingen og den sidste som e-bog.

Når jeg siger lidt moderne er det fordi romanen på mange måder afspejler sin tid, mellemkrigstiden med alt dens opbrud, fest, farver (mange farver) og fattigdom. Der er gang i fortællingen og Kristensen er god til at beskrive ting, steder og situationer. Stort set alle personer er vældig tørstige, i forfatterens ungdommelige livsappetit. Kvinderne er desværre stort set uden selvstændig personlighed, men mændene spænder vidt fra lægen Baumann, der som den ene hovedperson har en nærmest stålsat deroute og med adskillelige bipersoner. Jeg kan desværre ikke det københavnske persongalleri omkring 1920 godt nok til at afgøre, om nogen skulle være modelleret over virkelige personer. Andre af personerne må være noget konstruerede, som den gale munk, Johannes.

Som tidsbillede og bevis på, hvor vildt der blev skrevet for 100 år siden er den god, og i grænselandet mellem samtidsroman, med et stænk af kontrafaktisk historie (revolutionen kommer til København).

Når Nobelprisen i litteratur kåres er det ofte en af de forfattere, vi tager et kig på. Nogen gange for at læse, andre gange springer vi over.

Denne gang valgte vi at læse Han Kang, og fordi værket Lektioner i græsk er ret kort, så tog vi Hvid med af samme forfatter. Det var Hvid der blev min personlige favorit af de to, og fra de, der lytter bøger kan jeg sige, at den også fungerer som lydbog. Begge er korte og koncentrerede, ingen overflødige ord her. Poetiske og fine læseoplevelser.

Gennemsnitligt havde vi ikke bare læst bogen, men halvanden bog! Det er vist ikke sket før, i vores efterhånden over 20 års historie.

Vi havde valgt Thomas Bobergs nye roman Insula som tema, for at blive klogere på hvad diskussionerne handlede om. Datid, for det er trods alt stilnet noget af, og forfatteren har været til et tæt interview i DRs Genstart i den anledning.

Vist ingen af os har læst Boberg før. Vi fandt bogen velskrevet, hvor forfatteren er eminent til at skildre situationer og øjeblikke. Jeg forstår det som en forlængelse af den rejseberetningsgenre, som Boberg før har skrevet i. Der blev også nævnt i vores samtale, at der var en stemning af tristesse, og en del bristede drømme.

Den anden bog, Citronbjerget af Eva Tind har lidt af samme tema, en forfatter flytter og slår sig ned et nyt sted. Samtidig er grænsen mellem fiktion og virkelighed lidt uklar. Denne fik også varme anbefalinger og et ord med om at være lidt mere håbefuld end Insula.

Lige præcis dén sensommerdag, hvor trafikken mellem landsdelene brød sammen pga en uheldig kombination af nedfaldne ledninger og et motionsarrangement mødtes 2/3 af læseklubben. På sin vis passende, at bogen var en fortælling om halvvilde bilture på Island. Sidste tredjedel deltog på telefon til noget af mødet og vi var alle enige om at det er en forrygende fortælling som Annette Lassen og Hanne Højgaard Viemose har begået med Surtlas hoved og andre udflugter.

En varm anbefaling, det eneste problem er, at der opstår en stor trang til at tage en tur til Island – og for nogen en trang til at læse i en saga eller to.

Læseklubben har travlt, så denne gang er der også to bøger: Kvinder uden mænd samt Ellepigen Pif og 42 den tavse guru.

Den første er en moderne klassiker, fra 50’ernes Iran og fabulerende, men dog med jordforbindelse. Absolut anbefalelsesværdig.

Den anden er helt ny, af en af de forfattere, som jeg gerne læser. Peter Adolphsen skriver kort, fortættet og finurligt. Denne gang er der pakket to parallelle, fint udfoldede korte historier ind på 100 sider, som endda mødes til sidst. Også glimrende læsning.